Sygeplejersker sover sygefraværet væk

Mindre hovedpine, flere kræfter og færre sygedage. Mette Christensen sætter pris på  powernapping, når hun er på nattevagt. Foto: Jonas Pryner Andersen
Mindre hovedpine, flere kræfter og færre sygedage. Mette Christensen sætter pris på powernapping, når hun er på nattevagt. Foto: Jonas Pryner Andersen
Lyt til artiklen

Statistikken taler sit tydelige sprog om de nye tider på Næstved Sygehus. Efter en årrække med et støt stigende sygefravær blandt sygeplejersker og plejepersonale er kurven knækket. Nu falder antallet af sygedage som konsekvens af en målrettet indsats, aftalt og planlagt i et samarbejde mellem ledelse og medarbejdere i 2006. Det er slut med opslidende nattevagter for de medarbejdere og chefer, der har passeret 60 år. Gravide aftaler selv med ledelsen, hvor meget og hvor længe de magter at passe jobbet. Væk med hovedpinen Og så er powernapping blevet en fast og uundværlig del af de hårde nattevagter på sygehuset. Her kan en lille halv time på langs gøre underværker for krop og sjæl, fortæller 29-årige Mette Christensen, sygeplejerske på Næstved Sygehus: »Det er utroligt, så meget det betyder, at vi lige kan lægge os ind under en dyne i en halv time og lukke øjnene. For mit eget vedkommende har jeg faktisk ikke haft hovedpine, efter at vi er begyndt at powernappe på nattevagterne«, siger Mette Christensen, der har mange års erfaring som nattevagt. Korte hvileperioder på lange nattevagter får en god del af æren for, at det er lykkedes at bringe sygefraværet ned i Næstved. »Vi kan se, at det har en effekt, og at medarbejderne bedre kan tåle de skæve vagter, når de får lov at tage en lille kontrolleret lur, og de har færre sygedage«, siger ledende oversygeplejerske Kirsten Holgersen. Landsdækkende tendens Fra 2006 til 2007 er sygefraværets andel af de samlede arbejdstimer på Næstved Sygehus faldet fra 7,6 til 5,2 procent. Og den tendens ser ud til at være landsdækkende. Ifølge sygehusenes ejere, Danske Regioner, er antallet af årlige sygedage målt i dagsværk – hele arbejdsdage – faldet fra 12,4 til 11,9 dage om året blandt de store medarbejdergrupper. Også lægerne har mindre fravær på grund af sygdom, viser nye tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor. Sygefravær vokser i kommuner Danske Regioner forklarer udviklingen med de enkelte sygehuses målrettede indsats for at forebygge, identificere og håndtere sygefraværet. »Regionerne har i de senere år haft øget fokus på at nedbringe sygefraværet. Og det giver nu konkrete resultater«, siger Kristian Ebbensgaard, næstformand i Danske Regioner. Mens sygefraværet falder i regionerne, er det til gengæld steget i kommunerne – mere præcist fra 13,3 dage i 2006 til 13,5 dage sidste år. I et samarbejde med arbejdsmarkedets parter har regeringen lanceret en sygefraværshandlingsplan, der skal begrænse danskernes sygefravær på et tidspunkt, hvor både offentlige og private virksomheder skriger på arbejdskraft. Regionerne holder i dag en stor konference om sygefravær. Her lancerer de en ny webportal, hvor regionerne kan dele deres viden, erfaringer og gode idéer om arbejdet med at nedbringe sygefraværet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her