Næsten fire måneder efter, at regeringens bankpakke II blev vedtaget, er der stadig ikke udbetalt én eneste krone af de 20 milliarder, der blev øremærket lån til danske eksportvirksomheder. Planen var ellers, at pengene skulle ud til erhvervslivet i en fart, så de kunne sikre, at virksomhederne kunne få betaling for deres varer i udlandet og derved holde produktionen i gang og undgå fyringsrunder herhjemme. Men behandlingen af låneansøgningerne trækker ud hos virksomhederne og den statslige Eksport Kredit Fonden, der administrerer låneordningen. »Det er rystende, at pengene ikke er ude og gøre gavn. Det er jo nu og her, der er brug for dem«, siger Ulrik Dahl, der er administrerende direktør i Dansk Eksportforening, hvis medlemmer tæller nogle af landets største eksportvirksomheder. Tilskud for 100 mia. Samme reaktion kommer fra professor i finansiering ved Handelshøjskolen i København, CBS, Jesper Rangvid: »Den danske eksport er ved at kollapse fuldstændigt, og behovet for eksportlån er enormt.
Derfor er det meget uheldigt og ærgerligt, at pengene ikke er kommet ud at arbejde endnu. Meningen var jo netop, at de skulle ud i samfundet med det samme, så de kunne sætte gang i økonomien«, siger han. Bankpakke II blev vedtaget 3. februar efter flere måneders politisk debat og havde primært som formål at give de trængte banker adgang til statslige kapitaltilskud for omkring 100 milliarder kroner.




























