Arbejdsløsheden er overraskende på vej ned

Køskrump. Det er de 1.200 færre ledige medlemmer af 3F, som gør økonomerne optimistiske. (Arkivfoto)
Køskrump. Det er de 1.200 færre ledige medlemmer af 3F, som gør økonomerne optimistiske. (Arkivfoto)
Lyt til artiklen

Nye tal for antallet af ufaglærte uden arbejde får økonomer til at se mere positivt på fremtiden. Det skriver Berlingske Tidende.

For nylig kom det frem, at ledigheden på det samlede arbejdsmarked var faldet med 400 fuldtidsledige til 118.000 i perioden december til januar.

Arbejdsløsheden er faldet

Og nu bekræfter tal for februar, at den tendens ser ud til at fortsætte med forøget styrke.

Antallet af ledige i Danmarks største fagforening, 3F, som repræsenterer mange af de ufaglærte, er faldet med 1.200 personer i februar til 23.400. Tallene fra 3F kommer før de officielle tal fra Danmarks Statistik og er en indikator på, hvor ledigheden er på vej hen.

»Tallene fra 3F viser, at det ser bedre ud, end mange gik og troede. Det er supergode tegn på, at det er ved at nå bunden og gå den anden vej«, siger tidligere vismand og professor i økonomi ved CBS, Jan Rose Skaksen.

Kedeligt efterår

Så sent som i efteråret 2009 steg ledigheden ellers med op mod 5.000 nye fuldtidsledige om måneden, og mange økonomer har spået, at det ville fortsætte langt ind i 2010. Men nu erkender cheføkonom i storbanken Nordea, Helge Pedersen, at banken skal til at finde forårsstemningen frem, når den skal vurdere udsigten for den danske ledighed fremover.

»Det giver anledning til håb forude, og vi kommer også til at revidere vores skøn for ledighedsprocenten. Det går godt i industrien, og på antallet af fyringsvarsler kan vi se, at de store massefyringer er hørt op i vid udstrækning«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her