Fra begyndelsen står det 0-5 til manden på podiet. Ikke nok med at han står i et grå-brunt, tusmørkedunkelt auditorium på Danmarks Pædagogiske Universitet i Emdrup. I sine grå bukser, sin lyseblå skjorte og med sit hvide navneskilt ligner han ikke ligefrem Dirch Passer. 149 eksperter Det gør de 140 antropologer, psykologer, sociologer og andre kloge deltagere fra 35 nationer, der er mødt op til den 18. internationale humorkonference i København, heller ikke. Hvad der er endnu værre for manden er, at han er verdens førende humorforsker og oven i købet præsident for Det Internationale Selskab for Humorforskning. I øvrigt er han canadier, hedder Rod Martin, er professor i klinisk psykologi og skal holde foredrag over emnet: 'What`s so funny? Recent trends in humor research'. Så har man lagt et vist pres på sig selv. Ikke mindst når Politikens udsendte helt mod sædvane har anlagt vinklen på forhånd. Vi vil nøje holde øje med, hvem der falder i søvn under foredraget, og så vil vi fotografere dem, mens de sover. Bagefter skal billederne i avisen. Det, synes vi, er sjovt. Dansk humor findes ikke Det er, som om forsamlingen godt ved, hvad Rod Martin er oppe imod. Så de bryder sammen af grin, da han siger, at han som forberedelse til sin tale søgte under 'dansk humor' på Google, og svaret lød 'findes ikke'. Men det var altså, fordi han havde stavet forkert. Rod Martin er blandt venner. Så fortæller han, at det er typisk skandinavisk at gøre grin med andre skandinaver. Hans første vits er en dansk vittighed om svenskere. »Der sad to mænd på en bænk. Den ene var svensker, og den anden var også fuld«. Den næste er en dansk vittighed om finner: »Hvordan ved man, at man taler med en udadvendt finne? Når han ser på dine fødder og ikke på sine egne«. Den tredje vittighed lyder sådan her: »Hvorfor er det så kedeligt at leje skjul med danskere? Der er ingen, der gider lede efter dem«. Den er norsk. Men det havde De nok regnet ud. De faldt på stribe Herefter taler Rod Martin om, at humor aktiverer de samme dele af hjernen som alkohol og kokain. Om chimpanser og børn, der synes, de samme ting er sjove. Om humor som en følelse, der kan bekæmpe stress. Om, at humor er godt for helbredet. Så sker det. Der er gået 20 minutter, og den første bukker under. Hun har en rød bluse på, er midaldrende og sidder midt i auditoriet. Det er ikke rævesøvn, men helt almindelig solid auditoriesøvn. Klik, klik, klik, lyder det. Det er Politikens fotograf. Men hun er væk. Helt væk. Oppe på podiet fortsætter Rod Martin helt videnskabeligt: »Hvis jeg skal forsøge at definere humor, så indeholder den normalt fire komponenter. 1) En interpersonel forbindelse. 2) En kognitiv perceptuel, lingvistisk proces. 3) ...«. Nu begynder de at falde på stribe. Bag i salen overgiver endnu en kvinde sig til søvnen. Lige bag hende er en anden kvinde gået helt død. Armene ned på bordet, kinden på armene og dybe regelmæssige åndedrag. Politikens kamera klikker 20 centimeter fra hendes øregang, men hun er i drømmeland. Mange glipper med øjnene, og lige så mange har indtaget en position, der mistænkeligt ligner Rodins 'Grubleren'. Albuen på bordet, mens højre hånd understøtter hovedet. Grinebideren Rod Foredraget varer lidt over en time, og man skal ikke tage fejl. Rod Martin ved, hvad han taler om, og der bliver klappet taktfast, da han er færdig. Ikke kun fordi det er klogt. Af og til er det også morsomt. Men hvorfor overhovedet forske i humor? Er det ikke bare sund fornuft og almen viden, at den gode vittighed og den rappe replik kan rense et rum og sætte en ny dagsorden, at den onde vittighed kan lægge et menneske ned, og at den, der tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele dårligt? »Sådan er det jo med al videnskab. Du kan sige, det er sund fornuft, men måden, som sund fornuft bliver til videnskab på, er ved, at man kortlægger humoren og ser på, hvordan den virker i forhold til mental sundhed, i forhold til helbredet, i forhold til dit ægteskab. Der findes også meget negativ humor. Folk, der fortæller så mange vittigheder, at de selv bliver en vittighed. En amerikansk komiker, der havde et show på tv, fortalte konstant vittigheder om sin fedme. Men han gjorde det for at undgå, at andre skulle komme tæt på ham, og han døde af fedme, uden at nogen kom tæt på ham. Vi kan bruge den slags viden om humor til at bruge humoren på en god måde«, siger Rod Martin, der i øvrigt er vant til, at folk spørger ham om, hvorfor denne forsamling af internationale humorforskere egentlig er så alvorlige. »Hver gang vi holder kongres, så kommer der en journalist og spørger, hvorfor vi ikke er morsommere. Men man forlanger jo heller ikke, at depressionsforskere skal være deprimerede«. I øvrigt kan Rod Martin grine ad sig selv. For som han lidt befippet siger, da vi spørger ham, om han synes, det er sjovt, at folk begyndte at falde i søvn under hans forelæsning: »Altså, de er kommet flyvende fra hele verden. Det må være jetlag«, forsøger han. Så spørger han sig selv. »Om det er morsomt? I forhold til ens egen forfængelighed ved jeg ikke rigtig«, forsøger han så igen. Så begynder han at grine. Han sidder bare og griner og griner og griner. Der kommer faktisk ikke noget andet sammenhængende ud af hans mund end latter, indtil der kommer en mand og henter ham. »Undskyld, Rod. Men jeg er nødt til at afbryde. Der er møde i bestyrelsen (i Det Internationale Selskab for Humorforskning, red.)«. Og her må Rod Martin hellere møde op. For det er ham, der er præsident. Så han bryder op. Grinende.