Mangel på danske ingeniører er en vigtig del af forklaringen på, at radio- og tv-koncernen B&O flytter dele af produktionen og udviklingsarbejdet væk fra Danmark. I sidste uge åbnede B&O sin første fabrik nogensinde uden for landets grænser i den østlige del af Tjekkiet, og ifølge koncernchef Torben Ballegaard Sørensen er satsningen i Tjekkiet ikke kun et spørgsmål om at skære ned på lønomkostningerne. Ledige stillinger Den danske koncern har ganske enkelt svært ved at finde tilstrækkeligt med gode ingeniører i Danmark, og det tvinger koncernen til i løbet af de næste par år at opbygge en stor forsknings- og udviklingsafdeling i Tjekkiet med 50-70 ansatte. »Vi har på nogle fagområder svært ved at ansætte de rigtige kandidater. Lige nu har vi for eksempel over 20 ledige ingeniørstillinger«, siger B&O-chefen. Mangel på ingeniører Den kritiske situation på B&O er langtfra noget særsyn i dansk industri. Ifølge Ingeniørforeningen er det særdeles svært for virksomhederne at finde ingeniører. Ledigheden er beskedne 3,2 procent, og i flere ingeniørgrene er der så godt som ingen ledige ingeniører. »Der er mangel på ingeniører, og det rammer masser af virksomheder«, siger Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft Olsen: »Problemet er, at manglen på ingeniører kan tvinge virksomheder til at udflage produktionen. Mange virksomheder har en stærk dansk tilknytning og foretrækker at blive i Danmark, men bliver tvunget ud, fordi de ikke kan få de rigtige folk«. Lars Bytoft Olsen advarer om, at problemet vil vokse de kommende 10 år: »De store generationer af ingeniører vil forsvinde fra arbejdsmarkedet, og vi uddanner simpelthen ikke nok nye ingeniører til at erstatte dem. Derfor vil vi komme til at mangle 10-12.000 ingeniører i løbet af de næste cirka 10 år. Vi kan kun opfordre regeringen til at gå aktivt ind i bestræbelserne på at få uddannet flere. Samtidig ser vi gerne, at man giver bedre muligheder for at hente ingeniører til Danmark fra udlandet«, siger han. Ingeniører i Tjekkiet For B&O er situationen alvorlig nok allerede i dag. Specielt inden for området mekanisk konstruktion har B&O svært ved at besætte danske job. Den slags ingeniører er der til gengæld masser af i Tjekkiet. Før i tiden lavede de våben i stor stil til østblokken; i dag vil de hellere end gerne omskoles til mere fredelige sysler som fladskærme og fjernbetjeninger. »Tjekkiet har en lang produktion for finmekanik og de tjekkiske universiteter er meget dygtige. Vi vil gradvist opdrage de lokale ingeniører til at lave opgaver for os«, siger Torben Ballegaard. B&O investerer i første omgang omkring 100 mio. kr. i den tjekkiske fabrik, der i øjeblikket beskæftiger 120 ansatte, et tal, som næste år stiger til 200. B&O forventer, at omkring 120 job i Struer forsvinder som følge af åbningen af den nye fabrik. Det vil betyde, at der om et par år kun vil være omkring 750 ansatte i produktionen i Struer. Made in Denmark? Spørgsmålet er, om B&O er parat til endnu alvorligere skridt. I forbindelse med åbningen i sidste uge forlød det i tjekkisk presse, at B&O forventer, at den nye fabrik kommer til at producere alle de forskellige produkter, koncernen fremstiller. Til en start lægges der blidt ud med trådløse telefoner, fjernbetjeninger og dvd-afspillere, men produktionen vil gradvist blive udvidet. Om det kan få konsekvenser i Struer, kan Torben Ballegaard ikke give noget klart svar på. Til gengæld vil han gerne fortælle, at B&O allerede har flyttet en stor del af sine it-aktiviteter ud af Danmark, nærmere betegnet til Østeuropa. »Vi har 70-80 softwarefolk i Estland og Rumænien, der formelt er selvstændige, men som arbejder 100 procent for os, og det er en udvikling, der vil fortsætte«, siger Torben Ballegaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
K-profil er lunken ved valget af Henrik Frandsen
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Er det en joke?
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Guide
Klumme af Kim Skotte
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























