Kapitalfonde kan 'gratis' hæve bud på TDC-aktier

- Arkivfoto: Martin Lehmann
- Arkivfoto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Der bliver ganget, divideret og lagt sammen, så det nærmest ryger fra computerne overalt i den finansielle verden. ATP's afvisning af at sælge sine TDC-aktier til fem udenlandske kapitalfonde har sat analytikere og investorer på overarbejde for at finde en farbar vej ud af det nuværende dødvande, hvor ATP sandsynligvis kan hindre, at fondene får fuld kontrol over teleselskabet. Milliarder på spil Et af de mere interessante regnestykker kommer fra Danske Bank, der i et nyt notat konkluderer, at det vil koste kapitalfondene milliarder, hvis det ikke lykkes at skaffe de 90 procent af aktierne, der er målet. Ifølge aktieanalytiker Poul Ernst Jessens kugleramme vil det være stort set 'gratis' for kapitalfondene at hæve det nuværende tilbud på 382 kr. per TDC-aktie med 10-15 kroner. Han peger på, at kapitalfondene allerede i dag ligger inde med 20 millioner TDC-aktier til en værdi af 7,4 milliarder kroner. Hvis købstilbuddet glipper, er det et realistisk scenarie, at aktiekursen ryger tilbage i det leje, aktien lå i før hurlumhejen begyndte, det vil sige en kurs i omegnen af 300. Betaler sig at hæve buddet »Hvis det sker, vil kapitalfondene indkassere et tab på 1,4 milliarder kroner, hvortil der skal lægges omkostninger til rådgivere, sikkerhedsstillelse m.m. Alt i alt taler vi om et tab på omkring to milliarder kroner eller 10-15 kroner per aktie«, siger Poul Ernst Jessen. Logikken i regnestykket er, at det bedre kan betale sig for kapitalfondene at hæve tilbuddet end at risikere at handelen falder på gulvet. »Det vil i praksis være gratis for kapitalfondene at forhøje tilbuddet med 10-15 kroner«, siger Poul Ernst Jessen, der i sit notat vurderer, at der er mere end 80 procent sandsynlighed for, at NTC får gennemført købet. ATP kender kattepinen Hvis regnestykket holder, er det store spørgsmål så, om ATP vil være tilfreds med at få hævet prisen 10-15 kroner per aktie. Det vil ATP's fondsdirektør Bjarne Graven ikke svare direkte på. »Men vi er da fuldt ud opmærksomme på, at der er meget på spil her, også for kapitalfondene«, lyder Bjarne Gravens svar, der uden store problemer kan udlægges som bekræftelse på, at ATP udmærket kender kapitalfondenes kattepine og benhårdt spiller på den. Spændingen udløses først, når kapitalfondenes tilbud udløber på torsdag. Hvis de 90 procent ikke er nået, kan fondene vælge at forlænge tilbudsperioden med yderligere nogle uger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her