For tre måneder siden drejede Bent Christiansen og hans kone nøglen om på Adlers Ost i Nordre Frihavnsgade, Østerbro, og overlod lokalerne til Maria De Lou, en butik, der sælger eksklusivt brasiliansk tøj. Med lukningen forsvandt den sidste rigtige ostehandler på Østerbro, et kvarter med 46.000 indbyggere. Året før kunne Amager erklæres ostehandlerfrit: Først lukkede Ost & Vin på Amagerbrogade. Så lukkede Ostemesteren i Holmbladsgade, fordi indehaveren skulle opereres for prostatakræft (det gik godt). Nu ligger der en undertøjsbutik ved navn Tina Lingeri. »Det er ismejeriernes og kaffeforretningernes historie om igen. Tiden er løbet fra den type butikker«, siger den tidligere ejer, Jens Aage Petersen. Kaffe sælger bedre Men selv kaffeforretningerne går bedre: Kaffe- og isbaren Granola på Værnedamsvej tog over, hvor Ostegården slap i august 2004. Samme år lukkede byens måske bedst kendte ostehandlere, Czar og Ostehylden, begge i Købmagergade. Seks butikker på to år. En halvering i antallet af butikker i de seneste ti år. Og ingen grund til at tro, at udviklingen ikke fortsætter. Også på landsplan, hvor antallet af butikker falder mindre grelt, men alligevel støt med 10 procent om året. I København er det bare et spørgsmål om tid, siger Jens Aage Petersen: »Nogle vil måske overleve under noget lidt andre former, men jeg tror generelt, at de alle sammen kommer til at lukke inden for en kortere periode«. Simpel økonomi Ostehandlerforeningen er af samme holdning - de allerstædigste vil måske hænge ved, men stort set alle københavnske ostebutikker vil forsvinde i løbet af 15-20 år. Den væsentligste grund er simpel økonomi. En mariboost fra for eksempel Jernved Mejeri koster måske 120 kroner kiloet i en osteforretning, nok til at få den prisbevidste dansker til at blegne, når han nu ved, at en plastikpakket Klovborg i Netto koster næsten det halve, 68 kroner kiloet. Men ostemanden tjener alligevel kun omkring 30-35 procent i avance på Mariboen. Ikke mange chancer Den erfarne ostemand og hans kone, der også står i butikken, kan klare sig med den indtjening - de skylder ikke længere penge væk. Men den nye ostemand, der skal betale renter på den lille million, det koster ham at starte sin forretning, er ikke levnet mange chancer. Så hellere bruge lejemålet til at sælge tøj eller møbler med en avance på måske 230 procent. Kunderne svigter Man kan også sige, at grunden er, at danskerne ikke vil købe god ost. Jo, til særlige lejligheder. Men de svigter ostemanden til hverdag. I Ostekælderen i Gothersgade står en af branchens trofaste kunder og brokker sig over, at hans ostepusher på Amager er lukket. »Det er derfor, jeg kommer her nu. De lukker jo om ørerne på os«, siger han, mens han bliver betjent af indehaver Herluf Krause. Krause, en energifyldt grånende herre, der tydeligvis elsker at tale med sine kunder, klarer sig upåklageligt, fordi han modtager mange af de kunder, der ikke længere har en lokal biks. Men han er 67 år og skal stoppe inden for de næste fem år. Det er langtfra sikkert, at butikken fortsætter som ostehandel. »Kunden har svigtet branchen. Det er så nemt at gå ind i et supermarked«, siger han. Det er ironisk, mener han, fordi supermarkedsosten er væsentlig ringere i dag end for 20 år siden. »De har fået flere oste med forskellige navne, men man skal være mere end ostehandler for at kunne smage forskel«, sukker han. Ostene lægges halvmodne i plastikpakninger - det kan man se, fordi en danbo faktisk skal være hullet som en emmentaler, men det er ostene i supermarkedets køledisk stort set aldrig. Ostene ligger i plastik i månedsvis og udvikler negative træk - bliver sure »som sure tæer« eller får en bitter bismag, siger han. For syns skyld Til gengæld koster de det halve. Camilla Düring Ørsted startede en ostehandel på Værnedamsvej som 24-årig og lukkede den to år senere, i 2004. »Folk var sådan 'uha' over priserne, og jeg var slet ikke dyr. De danske oste var dem, jeg tjente allermindst på, og jeg forsøgte altid at give folk et reelt stykke, ikke hjørnestykker. Alligevel himlede folk over prisen og kunne ikke fatte, at det kunne koste 90 kroner for et stykke danbo. De havde en langt større forståelse for, at en camembert fra en bjergside i Frankrig er dyr. Der er mere historie i de udenlandske oste«, siger hun. Camilla Düring Ørsted mener, at danskerne nyopdagede gourmetbegejstring er mest for syns skyld. »Der er nogle folk, der er feinschmeckere, men der er også meget lir i det. Altså folk, der kommer ned fredag aften med en kammerat og blærer sig over, at 'det er her, de køber ost', men jeg ved, de ikke har været der før«. Hård selvkritik Men måske er de danske oste bare ikke interessante nok. »Jeg tabte lidt lysten til faget hen ad vejen«, siger pensionerede Jens Aage Petersen. »Den danske ost blev for ensartet. Løbende er nogle af de små mejerier, vi handlede med, lukket, i takt med at Arla fik centraliseret meget af produktionen. Til sidst blev det for udvandet og for tyndt«. Kunne nogle butikker være blevet reddet? Ostehandlerforeningens formand, Ole Maach, 62 år, er ukarakteristisk ærlig omkring sin egen forenings manglende handlekraft. Han siger, at foreningens bestyrelse er befolket af gamle, satte ostehandlere, der hver især har nok i deres egen butik - nok i deres egne problemer. »Man begynder at tænke på sig selv, og det skal man ikke gøre, men sådan er vi mennesker jo. Hvem skal man redde op i båden? Sig selv eller de andre?«, siger han. »Vi sidder jo bare og får en god bid mad, og så er den potte ude af verden, og så kører vi hjem igen, når vi har diskuteret det, der skulle diskuteres. Når man ser tilbage, har vi været en lille smule egoistiske og sagt 'det kører jo godt, hvorfor lave om på noget, bare fordi der falder fem fra i år og tre til næste år?'. Vi skulle have støttet op om de enkelte ostehandlere og lavet en fond, der støttede nyopstartede ostehandlere over en årrække. Men vi fik bare ikke ført det ud i livet«, siger Maach, der vil overlade sin formandspost til yngre kræfter. Men i København er det for sent, siger han. Østerbro skal ikke regne med at få sin ostemand tilbage.