Lån til julegaver kan være en dyr fornøjelse

Julen er højtid for udlånere, som tjener godt på, at mange ikke undersøger prisen for lånet. Her bliver der shoppet i indkøbscentret Field s i Ørestad.   Foto: Peter Hove Olesen
Julen er højtid for udlånere, som tjener godt på, at mange ikke undersøger prisen for lånet. Her bliver der shoppet i indkøbscentret Field s i Ørestad. Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Designertøj, mp3-afspillere og en hest. Julen kan blive dyr og i samme takt, som butikkerne høster flere og flere penge på julesalget, stiger antallet af danskere, der låner i banken eller får en kreditaftale. For trængende forbrugere er der god grund til at se sig for blandt de mange lån, som bliver tilbudt. 87,6 procent i omkostninger En undersøgelse af 20 lån- og kredittyper viser, at de årlige omkostninger i procent (ÅOP) før skat, kan svinge fra minus 5,2 procent, hvor forbrugerne tjener penge på lånet, til 87,6 procent på et lån til 5.000 kroner, der bliver betalt af på et år. Det er internetguiden til bankernes priser, Mybanker.dk, som står bag undersøgelsen. »Resultatet viser, at specielt når det drejer sig om små lån, er der god grund til at se sig for«, siger Morten Westergaard, kontorchef i Mybanker.dk. Han vil gerne afkræfte, at bankerne altid giver de billigste forbrugslån. »Pengeinstitutter har ofte et fast gebyr, som kunden betaler for at få oprettet et lån. Derfor er det i flere tilfælde i undersøgelsen billigere at låne pengene andre steder end i banken, hvis lånet er forholdsvis lille og skal betales hurtigt tilbage«, forklarer han. Tjen på lånet Bedste fidus i testen er rabat- og kreditkortet VEKO til 150 butikker, restauranter og cafeer på Vesterbro i København og Frederiksberg C. Kortet giver op til 10 procent rabat i butikker, der er med i ordningen. Låner forbrugeren 5.000 kroner, giver det 500 kroners rabat, og bliver lånet betalt tilbage efter et år, skal forbrugeren efter rabatten betale 4.840 kroner for 5.000 kroners varer. »Ordningen er lavet af butikker på Vesterbro for at holde på, og måske endda tiltrække, kunder til området. Men lånet betyder ekstra penge for forbrugeren, så der er bestemt grund til at anbefale det«, siger Morten Westergaard. Kontante fordele Også Forbrugerrådet vil anbefale lånet, men kun hvis forbrugeren reelt mangler pengene. »Ellers er det bedre at gå ned i butikken og sige, man vil have den samme rabat, som kunder med VEKO-kort. Får man det, tjener forbrugeren endnu flere penge, da der jo ikke er et lån, som skal betales renter af. 10 procent giver altså varer for 5.000 kroner til 4.500 kroner«, siger økonom Lotte Aakjær Jensen fra Forbrugerrådet. Selv om kortet kan give kontante fordele for folk, der mangler penge, advarer hun mod lignende typer kredit- og låneordninger. »Det giver et meget ugennemsigtigt marked og nogle svære regnestykker at blande lån og rabatordninger sammen. I Forbrugerrådet er vi jo heller ikke tilhængere af, at nogle får rabat og andre ikke«, siger hun. Brug kassekredit I den tunge ende ligger Danske Banks Privatlån placeret som fjerde dyreste. Her bliver ÅOP hele 54,3 procent, og det koster altså 6.275 kroner at få 5.000 kroner i hånden til julegaver. Ifølge chefkonsulent i banken Christian Bagger skyldes det nogle engangsgebyrer, som gør lånet uegnet til små beløb og kun et års afbetaling. »Vi anbefaler som regel en kassekredit til et lån på 5.000 kroner med et års afbetaling, som er eksemplet i undersøgelsen. Danske Banks Privatlån er beregnet til beløb over 25.000 kroner og en løbetid på over tre år. Derved bliver de faste gebyrer udlignet, så renten og ÅOP næsten er ens efter en årrække«, forklarer Christian Bagger. Renten slået af ÅOP Både hos Mybanker.dk og Forbrugerrådet anbefaler de, at danskerne glemme det gamle råd om at tjekke renten. Forbrugerne skal i stedet for tjekke låne- og kreditordningers ÅOP. »ÅOP er den eneste måde at sammenligne forskellige lån på. Den indeholder nemlig alle udgifter. Selv et lån med nul procent i rente kan blive en dyr fornøjelse, når gebyrerne skal betales. Derfor er det eneste råd til folk, der skal låne penge: Tjek ÅOP og glem det andet«, siger Morten Westergaard. Han bliver bakket op af Lotte Aakjær Jensen. »Renten virker ofte billigere, så udlånere vil gerne have den til at virke som det centrale og er ikke altid særlig vilde med at skilte med lånets ÅOP. Men med alle de gebyrer, vi har i dag, er det mere aktuelt end nogensinde før, at forbrugerne kigger efter ÅOP. Ingen bør tage et lån uden at kende den, så det er skræmmende, at mange ikke ved, begrebet eksisterer«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her