Bankerne præsterer i disse år det ene rekordregnskab efter det andet. Men det er ikke længere indtjening på renterne, der driver væksten. Tværtimod er bankernes nettorenteindtægter stagneret, viser en gennemgang af de største bankers regnskaber for de tre første kvartaler i år. Ser man bort fra øget indtjening fra bankernes beholdning af værdipapirer, som også skæpper godt i kassen, skyldes de større og større milliardoverskud først og fremmest en eksplosiv vækst i gebyrindtægterne. Gebyrvækst på 34 procent Tager man således Danmarks tredjestørste bank, Jyske Bank, steg nettorenteindtægterne kun med beskedne 0,7 procent, når man sammenligner de første tre kvartaler i år med de tilsvarende tre kvartaler sidste år. Anderledes ser det ud på gebyrsiden. Her er der tale om en vækst på hele 34 procent. For SparNord og Sydbank er udviklingen den samme. Her steg nettorenteindtægterne kun med 2,5 procent og 2,4 procent, mens gebyrindtægterne eksploderede med stigninger på henholdsvis 26,5 procent og 25,9 procent. Stigende konkurrence Bankeksperten Bjarne Jensen, der driver sin egen analyse- og konsulentvirksomhed, er ikke i tvivl om, at den stagnerede indtjening på renterne skyldes en stigende konkurrence i banksektoren. »Konkurrencen kommer i første omgang til udtryk i rentemarginalen, som er meget lav. Og konkurrencen bliver hårdere. Der er flere og flere, som udbyder bankprodukter. Der kommer flere og flere filialer, og der kommer nye aktører på markedet, herunder også udenlandske. De skal kæmpe om det samme antal danskere«, siger Bjarne Jensen. Ifølge SparNord er rentemarginalen faldet med 0,8 procentpoint siden september 2004. Banken forklarer samtidig de stagnerede renteindtægter med et betydeligt skifte i det produktmiks, som kunderne efterspørger, hvor udviklingen går i retning af lavtforrentede udlånsprodukter på bolig- og investeringsområdet. Den udvikling ser Bjarne Jensen også: »Realkreditten er blevet en direkte konkurrent til bankerne efter introduktionen af rentetilpasningslån. Skal man låne til en bil, kan man lige så godt tage et realkreditlån. Det klemmer bankernes rentemarginal«. Ingen fare På bare ti år er der sket en fordobling af bankernes gebyrindtægter, så de i dag udgør omkring en tredjedel af de samlede nettorente- og gebyrindtægter. Trods skiftet i karakteren af bankernes indtjening, ser Bjarne Jensen ingen fare for bankerne på længere sigt. »Vi er gået fra et lånesamfund til et rigere opsparingssamfund. En stor del af bankernes indtjening kommer derfor fra aktiviteter som værdipapirhandel og låneomlægninger. Det er områder, som er kommet for at blive«, siger han. Bjarne Jensen er dog ikke i tvivl om, at konkurrencen på et tidspunkt også vil begynde at slå igennem på gebyrområdet. »Jeg tror, at overudbuddet af bankprodukter også vil give sig udslag på gebyrsiden. Vi ser det allerede, når det gælder handel med værdipapirer, hvor forskellige internetselskaber som for eksempel Nordnet tilbyder, at man kan handle selv til lave priser. Den konkurrence er for opadgående«, siger Bjarne Jensen.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen