Det russiske landbrugsministerium forbød i dag al import af fjerkræ og æg fra det område af Sønderjylland, hvor fjerkræsygdommen Newcastle Disease i sidste måned ramte en rugeægsbesætning. Det oplyser det russiske nyhedsbureau RIA-Novosti. Men forbuddet er uden betydning for branchen, siger Thorkil Ambrosen, der er afdelingschef i Det Danske Fjerkræraad. Ingen særlig eksport »Der er ikke noget fjerkrækød eller ægproduktion til eksport i det område. Der kun nogle få gæs, høns og kalkuner i området, som afhændes i stalddørssalg og måske et par små private hønsebesætninger«, siger Thorkil Ambrosen. Det sønderjyske rugeri ved byen Broager, der blev ramt af Newcastle Disease, havde en besætning på ca. 41.000 rugeægshøns. De var fordelt på to flokke, som begge er blevet slået ned og destrueret. Der har ikke været flere udbrud af Newcastle Disease i området, og det tyder på, at udbruddet stoppet og smitten begrænset. Også Frankrig rammes Rundt om den ramte besætning er der oprettet zoner for at forebygge smitte, men det har indtil nu ikke været muligt at finde smittekilden til udbruddet i rugeægsbesætningen. Også Frankrig bliver ramt af det russiske importforbud. Her er fjerkræ og æg fra regionen Pas-de-Calais, der ikke må eksporteres østpå. Fjerkræsygdommen er ikke farlig for mennesker.
Rusland forbyder import af dansk fjerkræ
Lyt til artiklen