Topledelsen i Grundfos-koncernen vil spørge politiet, om der vil blive indledt en undersøgelse med henblik på en straffesag, efter at virksomheden har indrømmet at have udbetalt bestikkelse i Irak for at få ordrer i hus i forbindelse med FN's Olie for mad-program i årene 1996-2003 under Saddam Husseins styre. »I så fald er vi parate til at lægge alle kortene på bordet«, konstaterede Grundfos' topledelse mandag eftermiddags. Image-pleje Udmeldingen kom på et hastigt indkaldt pressemøde i virksomhedens hovedsæde i Bjerringbro, hvor bestyrelsesformand Niels Due Jensen og koncernchef Jens Jørgen Madsen, sekunderet af kommunikationsdirektør Sune Salling-Mortensen, slog et slag for koncernens image. Niels Due Jensen, der var koncernchef, da bestikkelsen fandt sted i 2001 og 2003, lagde ikke skjul på, at pressemødet var iscenesat »for at signalere, at Grundfos står for åbenhed og ærlighed og stadigvæk er en ansvarlig 'samfundsborger'«. Fem mio. i bestikkelse Men ud over at to betroede medarbejdere i forbindelse med ordrer til 50 millioner kroner har betalt 5 millioner kroner under bordet, var det småt med åbenhed om detaljerne i sagen, og hvorfor det for sent gik op for koncernledelsen, at virksomheden var involveret i korruption i forbindelse med Irak-ordrerne. »Vi har intet at skjule over for myndighederne, men offentligheden må vente med detaljer, til undersøgelserne er gennemført«, sagde Niels Due Jensen. Såvel han som koncernchef Jens Jørgen Madsen melder hus forbi i enhver hentydning til deres juridiske ansvar. »Men moralsk føler vi os medskyldige«, konstaterede Niels Due Jensen, mens koncernchef Jens Jørgen Madsen nikkede. »Vi løber ikke fra et formelt ansvar, men man er nødt til at gå ned og kigge på, hvor lovbruddet reelt er sket i koncernen«, tilføjede bestyrelsesformanden. Medarbejderne ude Ifølge koncernchef Jens Jørgen Madsen var der tale om to eksportmedarbejdere, som smurte irakerne for at få ordrer. Og mere ønskede hverken han eller bestyrelsesformanden at afsløre, ud over at der i en international koncern af Grundfos' kaliber kan være langt fra de ansvarlige i eksportafdelingerne til koncernledelsen. »Men vi har helt faste regler for, at sådan noget ikke må finde sted«, pointerede han, mens bestyrelsesformanden tilføjede, at Grundfos under ingen omstændigheder modtager ordrer mod returkommission. Revisionen opdagede sagen Niels Due Jensen betonede, at de to medarbejdere ikke var blevet direkte bortvist, men afskediget. »Vores etiske holdning er, at vi af menneskelig hensyn ikke vil oplyse, hvem der er tale om, for det kan offentligheden ikke have interesse i. For øvrigt er jeg sikker på, at de to medarbejdere ikke har gjort det for egen vindings skyld eller for at skade Grundfos, men alene for at få ordrerne«, fastslog Niels Due Jensen. Det var Grundfos' egen revision, der opdagede, at noget var galt. »Det skete for over et år siden«, fortsatte bestyrelsesformanden. »Vi tog initiativ til en kulegravning af sagen i maj 2004«, sagde koncernchef Jens Jørgen Madsen og fortsatte: Henvendte sig selv til FN »Herefter blev bestyrelsen orienteret, og vi blev enige om at underrette Udenrigsministeriet, som rådede os til at gå til FN's undersøgelseskommission. Vi fik besøg af to repræsentanter derfra, der tog materiale med hjem. Så følte jeg, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne, og siden har vi ventet på konkrete tilbagemeldinger«. »Først her i begyndelsen af august får vi sammen med 72 andre virksomheder et standardbrev fra undersøgelseskommissionen, hvilket undrede os, fordi vi har udleveret materiale. Og det var først da, at vi besluttede os til at fortælle omverdenen om denne sag«, sagde Jens Jørgen Madsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sofie Gråbøl: »Jeg kommer aldrig til at opleve det igen«
-
Dramatiske kaffetal i hjemmeplejen udløser alarmklokke
-
Det første, der møder mig i den danske pavillon, er en kvinde med enorme silikonefyldte bryster
-
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Med et enkelt ord var hun med til at ændre verdenshistorien
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Debatindlæg af Trine Ring




























