Fire danske svinefarme i Polen risikerer at blive lukket om ti måneder. Miljømyndighederne i Vestpommern kræver ti svinefarme lukket, fordi de ikke har fået miljøpapirerne i orden. Lukningskravet rammer tre af det danskejede Poldanors svinefarme, som har fået etableringsstøtte af den danske stat på betingelse af, at farmene levede op til danske miljøregler. Også svinefarmen Rol-Dan, der er ejet af danske Dangro Invest A/S, er truet af lukning. »Jeg vil gerne pege på, at, at det er umuligt at lukke farmene omgående«, skriver miljøinspektør Malgorzata Nowakowska fra Vestpommerns amt i en pressemeddelelse. Poldanor-farmene får frist til april næste år til at få bragt papirerne i orden. De lukningstruede svinefarme har ikke den særlige IPPC-miljøgodkendelse, som har gjaldt i EU og i Polen siden årsskiftet. De tre Poldanor-farme er etableret med støtte fra den statslige Investeringsfonden for Østlande (IØ-Fonden). Fonden er ikke længere engageret i Poldanor, men bestilte alligevel en rapport om forholdene, da den har været medejer i den problematiske periode, hvor Poldanor har været under anklage for eksempelvis ikke at overdække sine gyllesøer, så kvælstof og ammoniak kunne fordampe og forurene luften. I maj afleverede rådgivningsfirmaet Carl Bro efter besøg på farmene en rapport, der i store træk 'frikendte' Poldanor for overtrædelser af såvel dansk som polsk miljølovgivning. Poldanors ledelse er heller ikke specielt bekymret over truslen fra miljømyndighederne. Papirer snart i orden »Vores farme opfylder til fulde kravene i lovgivningen. Det er blot et spørgsmål om at få bragt papirerne i orden. Vi har søgt om IPPC-tilladelser allerede før årsskiftet og har fået tilladelserne på 4 af vore 11 farme. Det sidste skal nok komme, inden fristen for lukning udløber«, siger administrerende direktør Tom Axelgaard, Poldanor. De sidste fire svinefarme ligger i et andet amt, som ikke har stillet krav om lukning. Efter problemerne i Polen har IØ-Fonden også fået undersøgt miljøforholdene på 11 andre svinefarme i Central- og Østeuropa, som de har penge i. Rapporten, der også er fra Carl Bro, afslører, at kun godt halvdelen lever op til de danske miljøkrav for behandling af gylle. Det får IØ-Fonden til at skærpe kravene. »Der skal ikke herske tvivl om, at projekterne over tid skal leve op til dansk lovgivning. Man kan ikke afvise, at vi har været for tilbageholdende med at få vores partnere til at efterleve danske regler. Det vil vi nu sikre inden udgangen af 2005«, siger formand Johannes Poulsen, IØ-Fonden. Fra Dansk Folkeparti lyder anklager om langsommelighed. »Var Poldanor ikke kommet i fokus, havde ingen reageret. Danske svineprocenter har fået ulige konkurrence, og miljøet i de pågældende lande har lidt skade«, siger miljøordfører Jørn Dohrmann.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Politiken mener: Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























