Flere og flere anklagende pegefingre retter sig mod Skatteministeriets topfolk som dem, der har ansvaret for, at TDC-sagen endte som en politisk skandale. Ikke alene havde de øverste skatteembedsmænd tidligt kendskab til de huller i skattereglerne, som landets største telefonselskab, TDC, og andre store koncerner udnyttede til at score kunstige milliardfradrag. Embedsmændene var også med til at give Folketinget forkerte oplysninger, da politikerne ville vide, hvorfor skattehullet ikke var blevet stoppet i tide. Afhøring af top-embedsmænd Det fremgik af torsdagens afhøringer i den undersøgelseskommission, som undersøger sagen. En af de mest magtfulde embedsmænd, Statsministeriets departementschef, Nils Bernstein, blev afhørt, og han afviste, at Statsministeriet havde ansvaret for, at statsminister Anders Fogh Rasmussen gav Folketinget forkerte oplysninger i TDC-sagen. Oplysningerne kom nemlig fra Skatteministeriet, fortalte han til den undersøgelseskommission, der er sat til at kulegrave sagen. »Peter Loft (Skatteministeriets departementschef, red.) ringede til mig, og sagde, at den var gruelig gal. De havde fundet et papir, der viste, at det, statsministeren havde sagt til Folketinget, var forkert«, sagde Nils Bernstein. Når Nils Bernsteins ord får en særlig vægt, hænger det sammen med, at Told- og Skattestyrelsens direktør, Ole Kjær, i går havde fortalt kommissionen, at hans folk i løbet af en hektisk weekend i midten af november 2003 havde skrevet et notat til Peter Loft om, hvad styrelsen kendte til TDC's skattetekniske overvejelser. Overså oplysninger Styrelsens folk havde mundtligt fået at vide, at Peter Loft skulle bruge oplysningerne til en uformel samtale med TDC's koncernchef, Henning Dyremose. Og ikke som landets statsministers svar på spørgsmål fra Folketinget. Ifølge undersøgelseskommissionens papirer går ord og vendinger fra notatet til Peter Loft imidlertid igen i det, som statsministeren 19. november 2003 fortalte Folketingets medlemmer: at skattemyndighederne ikke kendte til TDC-sagens økonomiske omfang, da den borgerlige regering undlod at lukke hullet i lovgivningen. Problemet var bare, at styrelsens folk den weekend i november overså et enkelt notat tilbage fra 2001, hvoraf det klart fremgik, at TDC-sagen kunne dreje sig om et fradrag på op mod 10 milliarder kroner. Ifølge Ole Kjær var ingen i Told- og Skattestyrelsen klar over, at papiret skulle ende med at blive ord i statsministerens mund som svar på spørgsmålene fra Folketinget. Normalt får styrelsen nemlig folketingsspørgsmålene skriftligt, så man er sikker på, at man besvarer dem rigtigt. Skatteregler hullet Ole Kjær understregede også flere gange under afhøringen i TDC-kommissionen, at Told- og Skattestyrelsen flere gange havde informeret Skatteministeriets topfolk om, at skattereglerne var hullet. Og at ud over TDC havde mindst to andre store danske koncerner brugt reglerne på samme måde. »Jeg mener, at der i den forbindelse blev udvist rettidig omhu«, sagde Ole Kjær. Han understregede, at alene navnene på så store virksomheder var ensbetydende med, at der var tale om meget betydelige beløb, der gik uden om statskassen. Inden den borgerlige regering overtog magten, havde den daværende socialdemokratiske skatteminister, Frode Sørensen, fremsat et lovforslag, der ville have lukket skattehullerne helt eller delvis. Men på trods af advarslerne fra Told- og Skattestyrelsen valgte embedsmændene under den nye borgerlige regering ikke at genfremsætte lovforslaget.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Stor amerikansk avis: »Det ligner et kompromis, som giver Trump en sejr, han kan prale af«
-
Det er en af verdens smukkeste togstationer, men ikke mange ved, at du kan overnatte i bygningen
-
DR-journalist i ny bog om sit andet hjemland: »Frankrig har forandret sig for altid«
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Breaking
Kronik af Martin Lidegaard
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
interview
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce