Lønkaos hersker stadig på lærerværelserne i København

Lærerne på Rødkilde Skole i Vanløse er godt trætte af konsulentfirmaet Accenture.   Foto: Thomas Borberg
Lærerne på Rødkilde Skole i Vanløse er godt trætte af konsulentfirmaet Accenture. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

De hvide kuverter bliver ivrigt åbnet på lærerværelset. Spørgsmålet er, om der igen er fejl i lønnen. Lønsedlerne bliver gransket af de 55 lærere på Rødkilde Skole i Vanløse. Lone Jakobsen og Dorte Kristensen kigger længe på Lones lønseddel. »Det er svært at gennemskue, om man får den rigtige løn. Der er så mange forskellige tillæg«, siger de to samstemmende. »I efteråret fik vi hele tiden plus-minus 500 eller 1.000 kroner i forhold til det, vi skulle have haft«, siger Lone Jakobsen. Stadig fejl Problemerne med lønudbetalingerne til de godt 50.000 medarbejdere i Københavns Kommune begyndte i sommer. Det internationale konsulentfirma Accenture overtog lønudbetalingerne, men kunne ikke få lønsystemet til at fungere. Nu er startvanskelighederne fortid, siger Accenture, der oplyser, at i går fik 99,5 procent af 43.647 lønmodtagere den rigtige løn: »Der er fejl i 190 lønsedler. Og det ligger inden for det, som vi har aftalt med kommunen«, siger kommunikationschef Claus Wilkki, Accenture. En stribe faglige organisationer har svært ved at forstå, at der skulle være så få fejl i lønsedlerne. »Accenture prøver at give indtryk af, at det går fremad, men det er bestemt ikke oplevelsen hos lærerne. Vi er tre medarbejdere til at arbejde med fejlbehæftede lønsedler. Alene i går havde vi 10 til 15 henvendelser«, siger næstformand Ole Hein, Københavns Lærerforening. Besparelse på 43 millioner Dansk Sygeplejerske Råd (DSR) og de offentligt ansattes forbund, FOA, kan heller ikke få øje på forbedringer. »Nogle er blevet trukket fejlagtigt i løn for ferie, har fået pengene igen og bliver trukket igen. At der blot skulle være 0,5 procent fejl passer slet ikke med de meldinger, som vi får«, siger FOA-formand Dennis Kristensen. Københavns Kommune har tegnet en kontrakt med Accenture, som skulle give en besparelse på 43 millioner kroner i løbet af seks år. Den besparelse tvivler de københavnske skoleledere på. »Udgifterne er blevet flyttet ud på skolerne og andre arbejdspladser. Omkring lønningsdagen bruger jeg to dage på at gå lønsedler igennem for fejl. Det er ikke blevet bedre«, siger skoleleder Carl Bagge fra Skolen på Islands Brygge. Han er også formand for de københavnske skoleledere. Accenture skyder ansvaret fra sig Accenture slår på, at andre end dem kan lave fejl: »Det kan være, at overarbejdstimer ikke bliver tastet ind til tiden, personalenumre kan være indtastet forkert, eller kontonumret i banken kan være forkert, så lønnen ikke kan udbetales,« siger Wilkki. Tilbage på skolen i Vanløse har oprøret mod 'det københavnske lønkaos' vokset sig så stort, at de har tænkt på at strejke: »Mange får det dårligt, når vi nærmer os den 25. i måneden«, siger tillidsmand Maren Bak, der selv har fået forkert løn. Hun fik 15.000 kroner for meget i løn i både august, september og oktober. Trukket for tre ugers løn Ikke alle kan glæde sig over et uventet plus på kontoen. I oktober sidste år holdt Christina Kofoed Rosenqvist en uges orlov, som hun selv skulle betale. Men på lønsedlen i slutningen af oktober blev Christina trukket for tre ugers løn. Fejlen blev rettet med et acontobeløb på 10.000 kroner, men på lønsedlen i november blev der atter trukket 10.000 kroner. »Fejlen bliver rettet og opstår igen«, siger Christina Kofoed Rosenqvist, der har været nødsaget til at gå i banken og få bevilget overtræk på kontoen: »De har været søde i banken, men det har kostet gebyrer og renter«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her