Fond skal ikke kun forgylde de store virksomheder

Lyt til artiklen

De små og mellemstore virksomheder skal have flere støttekroner. De store færre. Direktøren for Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU), Sven Riskær, der administrerer og fordeler statens økonomiske støtte til virksomheder, som vil etablere sig i udviklingslandene, varsler et kursskifte. Små og mellemstore til fadet Hidtil har Danmarks største virksomheder fået mest, men nu skal de små og mellemstore i langt højere grad tilgodeses. »Hvor vi tidligere regnede med, at der var 300-500 danske virksomheder i vores målgruppe, satser vi nu på at nå ud til 3.000-5.000 virksomheder«, sagde Sven Riskær i forbindelse med lanceringen af internetportalen www.GoGlobal.dk, som skal gøre det lettere for danske virksomheder at få hjælp til international ekspansion. Udmeldingen kommer efter hård kritik fra de økonomiske vismænd, der kalder IFU's investeringer for ren erhvervsstøtte, fordi IFU har brugt de fleste af pengene på at støtte store danske virksomheder, som i forvejen havde penge og international erfaring til selv at klare sig. Selskaber i A.P Møller-koncernen og FLS-koncernen har modtaget en fjerdedel af de 6 milliarder kroner, som IFU har investeret. Og halvdelen af investeringerne er gået til ti af Danmarks største virksomheder. Intet knæfald for vismænd Tilmed er pengene blevet investeret i lande, som er langt fremme i udviklingen. Blandt andet er 21,5 millioner blevet brugt til at hjælpe A.P. Møllers datterselskab Rosti med at bygge en ny plastikvarefabrik i Kina. IFU-direktøren afviser, at den nye udmelding er et knæfald for vismændene. »Det er klart, at der er ting, vi kunne have gjort bedre. Men det er forkert, når vismændene hævder, at der er tale om ren erhvervsstøtte. Vi har hjulpet virksomhederne i de tilfælde, hvor de ikke kunne få finansiering andre steder. Og ofte har vi hjulpet i lande, som er meget svære at operere i«, siger Sven Riskær, som senere i ugen mødes med den økonomiske overvismand, Peter Birch Sørensen, for at diskutere IFU's støttepraksis. Politisk pres IFU er også under politisk pres. I forbindelse med vismandsrapporten sagde udviklingsminister Bertel Haarder (V), at han »lytter meget på kritikken og vil overveje strukturen«. Sammen med Dansk Folkeparti trak VK-regeringen sidste år 750 millioner kroner ud af IFU's formue. Og Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Peter Skaarup, er fortsat kritisk over for IFU. »Det kan ikke være meningen, at man skal bruge skatteydernes penge på at støtte store virksomheders udflytning af danske arbejdspladser. Især ikke når virksomhederne er så veludstyrede, at de kan klare opgaven selv«, siger han. »Udviklingsministeren bør hurtigst muligt sikre, at IFU stopper støtten til sådanne kapitalstærke virksomheder og i stedet bruger pengene på noget, som kan sikre, at vores job bliver i Danmark«, lyder opfordringen fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her