Efter flere nederlag i EU-sammenhæng forsøger regeringen nu igen at stramme op på reglerne for dyretransport. I et nyt forslag står justitsminister Lene Espersen (K) klar med en række initiativer, der på nationalt plan skal hæve dyrevelfærden under de omdiskuterede transporter. Bred opbakning Forslaget, der får bred opbakning i Folketinget, søger at forbyde transport af nedslidte og udtjente svin i over otte timer. Desuden vil ministeren forbedre forholdene på de såkaldte samlesteder, hvor dyrene læsses fra én lastbil til en anden. Udspillet kommer tre uger efter, at EU vedtog nye regler for dyretransport, der hverken begrænser, hvor længe dyrene må transporteres, eller hvor meget plads de skal have. Regler, som kun Danmark stemte imod. »Vi synes dyrs velfærd betyder meget, og selv om jeg er den største fortaler for det indre marked, har jeg svært ved at forstå logikken i, at man her lader dyrene lide under lange transporter«, siger Lene Espersen. 'Ingen krystalklar forordning'Men er du sikker på, at Danmark efter EU's beslutning har mulighed for at lave nationale regler om otte timers transport? »Ja, altså sådan fortolker vi bestemmelserne. Der er langtfra tale om en krystalklar forordning - EU har gjort sig umage med at gøre det så uklart og selvmodsigende som muligt. Men vi mener, at vi har mulighed for skrappere regler ved transport, der begynder inden for de danske grænser«, siger justitsministeren. Hun oplyser, at hun endnu ikke har konfereret med EU om de danske regler, som skal træde i kraft om to år - samtidig med EU's nye forordning på området. SF: Ikke vidtgående nok Folketingets Fødevareudvalg diskuterede onsdag udspillet, og der tegner sig et bredt flertal. Socialdemokraterne udbeder sig dog betænkningstid, mens SF gerne havde set et mere vidtgående forslag: »Det er første gang, justitsministeren har gjort noget for dyrevelfærd overhovedet. Men det er et skridt i den rigtige retning. Vi ville dog anbefale at gå endnu længere og helt forbyde den stressende omlæsning af dyr under transporten«, siger Kristen Touborg Jensen fra SF. Landbruget undrer sig over nationale regler Hos Dansk Landbrug ser næstformand Gert Karkov udspillet som en »cadeau til det, vi hele tiden har foretaget os herhjemme«. Han undrer sig dog over, at justitsministeren sætter ind på nationalt plan. »Jeg står uforstående overfor, at regeringen vil indføre nationale regler her. EU bygger jo på, at vi har de samme regler. Jeg synes hellere, vi burde være med til at løfte niveauet for hele EU«, siger Gert Karkov . Formand for Dyreetisk Råd, professor Peter Sandøe fra Landbohøjskolen, kalder forslaget »fornuftigt«, men peger på, at bedre overholdelse af de eksisterende regler også er vigtigt for at løfte dyrevelfærden. »Der er grænser for, hvor langt man kan komme med nye regler, når det gælder de forfærdelige ting, vi har set i fjernsynet - da de ting netop var overtrædelse af gældende regler. Derfor vil en øget håndhævelse af de nuværende regler virkelig batte på de områder«, siger han.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
-
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø
Utryghed er blevet en legitim undskyldning for at være en piveskid
Debatindlæg af Sigge Winther Nielsen