Oven på den seneste tids fokus på Lauritz.com har landets største internetauktion nu valgt at fyre to medarbejdere. Det sker, efter at de har importeret helt nye smykker fra udlandet og solgt dem over internettet fra auktionens Århus-afdeling. Den ene medarbejder har arbejdet som vurderingsekspert hos Lauritz.com, samtidig med at han er smykkehandler. Han har således selv importeret varer fra udlandet, som han sælger med sit eget stempel indgraveret i smykkerne. Den anden medarbejder har stået for varebehandlingen. Brud på etik Men ifølge netauktionens etiske retningslinjer må medarbejdere ikke drive professionel handel, mens de arbejder der, fortæller selskabets direktør, Mette Rode. »Begge er fyret, fordi de har forbrudt sig mod vores etik. Det er ikke juridisk forkert, men jeg har det meget dårligt med, at vi ikke tidligere har konstateret problemet. Fremover bliver alle medarbejderaktiviteter krydstjekket«, siger Mette Rode. Tre ud af fire smykker solgt hos Lauritz.com er nyere varer fra handlende og sælges i auktionens afdelinger rundt om i landet, mens omkring 75 procent af auktionens 175.000 varer i år er brugte, oplyser Mette Rode. Hun mener dog ikke, at der er noget problematisk i at sælge nye smykker på netauktionen: »Vi modtager varer, der lever op til vore lødighedskriterier«, siger Mette Rode og tilføjer: »Det væsentlige er, at varer beskrives korrekt. Skulle vi fejlbeskrive en vare, har kunden returret«. Betænkelig handel Men det er Jens Møller, der er direktør i Guldsmedebranchens Leverandørforening, uenig i. Han mener, det er betænkeligt med omfattende salg af nye varer, hvis køberen forventer at købe brugt ind. »Det er absolut problematisk«, siger Jens Møller: »Og hvordan er du sikret som forbruger, hvis smykkerne ikke vurderes rigtigt, eller noget andet er galt. Mens du hos guldsmedene er dækket ind under købeloven, er lovene anderledes her«. Dækket af købeloven Netop lovene for internetauktioner har været heftigt diskuteret de seneste dage. Efter længere tids tvivl har justitsminister Lene Espersen (K) slået fast, at man er dækket af købeloven og forbrugeraftaleloven. Mens Lauritz.com indtil nu har henholdt sig til auktionsloven, der giver en række andre rettigheder for køber og sælger. Men efter en ny lovændring revurderer selskabets advokater nu loven, fortæller direktør Mette Rode: »Justitsministeriet har ikke været præcise i deres lovgivning. Som et traditionelt auktionshus, som også har online-bud, er vi faldet mellem to love. Vi har bedt ministeriet præcisere, hvilket de gjorde 1. oktober«. Oversolgte smykker De to fyringer kommer i kølvandet på flere sager imod det hurtigvoksende firma. En køber har blandt andet anmeldt Lauritz.com for bedrageri med oversolgte diamantsmykker. Men den anklage afviser direktør Mette Rode, der oplyser, at Lauritz.com ikke har modtaget nogen anmeldelse. »Vi har opfordret ham til at komme med varen, så vi kunne undersøge, om vi har fejlbeskrevet. Kunden går i stedet til pressen. Vi får nu øreringene ind og konstaterer en divergens på 9,3 procent i vægt. Her har vi lavet en beklagelig beskrivelsesfejl. Men nu har kunden fået refunderet købet«, siger hun. I en række andre sager om netauktionen har både købere og sælgere af varer følt, at de er blevet snydt for betaling, er blevet solgt overvurderede varer eller på anden måde er blevet dårligt behandlet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
Francis Fukuyama: Rubio sagde et ord, der afslørede Trumps virkelige projekt
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Denne bølge af varme bliver en »lille, kort« en
-
Politiken mener: Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
tema
tema




























