Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Kampen om lavprisgigant kan trække ud

Lyt til artiklen

Kunderne kan formentlig gå i Bilka i Horsens i en rum tid fremover. Det er langtfra sikkert, at Bilka i Horsens bliver revet ned eller bygget om, selv om miljøminister Connie Hedegaard (K) nedlægger veto mod en lovliggørelse af det 14.000 kvadratmeter store lavprisvarehus. Sagen om Bilka i Horsens kan nemlig let ende i et årelangt juridisk slagsmål, forudser en af landets førende eksperter i forvaltningsret. Der er masser af juridiske muligheder for at fortsætte kampen om lavprisvarehuset, som allerede er kendt ulovligt af landsret og Højesteret. Langt retsopgør »Miljøministerens veto kan anfægtes af Horsens Kommune, Vejle Amt og Dansk Supermarked, der ejer Bilka. De kan klage over beslutningen til Folketingets ombudsmand og gå til domstolene. Derefter kan der komme et erstatningsmæssig opgør«, siger professor Claus Haagen Jensen. »Det vil være mest nærliggende rette erstatningskrav mod Naturklagenævnet og dermed staten«, siger han videre. Frygten for at staten skal pådrage sig et stort erstatningsansvar overfor Bilkas ejere, Dansk Supermarked, bredte sig i går til Christiansborg. Venstre opfordrer Horsens Kommune og Vejle Amt til at fortsætte arbejdet med at finde en løsning på sagen. »De må ikke gå i sort og stoppe med at arbejde på en fremtidig løsning. Vi skal jo finde ud af, om Bilka helt skal fjernes, om det skal halveres eller hvad, der skal ske. Det er værd at huske på, at Bilka har bygget på en lovlig byggetilladelse, som de har fået godkendt i Naturklagenævnet. Vi bliver jo også nødt til at vurdere, om der kan komme erstatningssag fra Bilka mod Naturklagenævnet«, siger formand for miljøudvalget, Ejvind Vesselbo (V), der er enig i miljøministerens principielle holdning om, 'at det ikke skal være muligt at erstatte en manglende tilladelse med efterfølgende tilgivelse'. 13 år gammel strid I Vejle Amt undersøger embedsmænd i øjeblikket, om det er muligt at lave tillæg til regionsplanen, så Bilka bliver lovligt med tilbagevirkende kraft. »Men hvis det på forhånd er givet, at tillægget ikke bliver godkendt uanset, hvad vi kommer med, så vil vi naturligvis ikke bruge arbejdskraft på det,« siger amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen (V). Baggrunden for striden om Bilka går 13 år tilbage. Dengang godkendte Horsens Byråd en lokalplan, der åbnede mulighed for at bygge et supermarked på 4.500 kvadratmeter plus en stribe specialbutikker på en gammel industrigrund i byens centrum. Legitime grunde Byggeriet blev aldrig til noget, men i slutningen af 1990'erne ville Dansk Supermarked gerne bygge et lavprisvarehus på grunden. I mellemtiden havde Folketinget imidlertid vedtaget en ny planlov, som forbød butikker på mere end 3.000 kvadratmeter. Politikerne i Horsens valgte at bruge den gamle lokalplan med en omfattende dispensation. Det klagede brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd (DSK) over til det statslige Naturklagenævn. Nævnet med blandt andre to højesteretsdommere og den senere miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) godkendte lokalplaner med dispensation. »Der er legitime interesser, der trækker sig i hver sin retning. Naturklagenævnet har truffet en afgørelse, som er forkert. Det har vi både landsrettens og Højesterets ord for, og så tilsiger principielle hensyn, at vi skal holde loven. Det taler for ministerens standpunkt, men der er også hensynet at tage til dem, som har gjort deres bedste for at følge spillets regler. Det har Dansk Supermarked«, siger Claus Haagen Jensen. Dansk Supermarked har god samvittighed Dansk Supermarked har svært ved at se selv i en skurkerolle. »Vi har bedt om en byggetilladelse, fået den og oven i købet fået godkendt den af Naturklagenævnet. Vi har stukket spaden i jorden med god samvittighed«, siger informationschef Poul Guldborg og lader muligheden for en eventuel erstatningssag stå åben.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her