Advarsel mod falsk medicin

Man skal se sig godt for, hvis man køber medicin på nettet. - Foto: Finn Frandsen
Man skal se sig godt for, hvis man køber medicin på nettet. - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Går du ind på et apotek i Bangladesh, løber du en temmelig voldsom risiko for, at den medicin, du får udleveret, er forfalsket og af ringe standard. Men den slags sker selvfølgelig ikke på Svaneapoteket i en jysk købstad. Eller gør det? Mistanken lurer, efter det har vist sig, at de seneste eksempler på udlevering af forfalsket medicin i England ikke, som man kunne forvente, er sket via internet, men på et almindeligt lokalt apotek. Risikoen skal undersøges Nu vil Danmarks Apotekerforening sammen med Lægemiddelstyrelsen, Lægemiddelindustriforeningen, grossistsammenslutningen Megros og Told- og Skattestyrelsen have undersøgt, hvor sikkert det danske distributionssystem for medicin er - og hvor stor risikoen for forfalskninger er. »Vi har hidtil betragtet forfalsket medicin som et tredjeverdensproblem, men efter afsløringen af udlevering af forfalsket medicin fra et engelsk apotek, er problemstillingen også blevet særdeles relevant i de udviklede lande«, siger farmaceut Helle Jacobsgaard, Danmarks Apotekerforening: »Vi føler os stadig overbevist om, at det danske distributionssystem af medicin er sikkert. Men vi ønsker at tjekke, om det i lyset af de seneste begivenheder også er sikkert nok«. Advarsel mod lægemidler Lægemiddelstyrelsen har to gange inden for de seneste par måneder måttet advare forbrugerne mod forfalskede lægemidler. Først var det potensmidlet Cialis, dernæst slankemidlet Reductil. Netop de to produkter, der blev solgt fra et britisk apotek. Danske forbrugere kan have bestilt dem hjem via internettet, men det vides ikke, om det er sket. I sommerens løb har de danske told- og skattemyndigheder beslaglagt flere tusinde falske potenspiller, som forbrugere har bestilt via internettet og forsøgt at indføre ulovligt. »Ofte kan folk slet ikke vide, hvad de får, eller hvem de køber det af, når de handler medicin på nettet», siger Helle Jacobsgaard: »Vi ser mere og mere, at leverandørerne etablerer hjemmesider med adresse i lande, som har ry for at være regelrette og velorganiserede, eksempelvis Canada. Men det er bare en front for at få det hele til at se pænt ud. I virkeligheden kommer den forfalskede medicin fra lande som Pakistan eller Indien«. Man kunne få den mistanke, at apotekerne måske kunne have en økonomisk interesse i at skræmme kunderne fra at handle på internettet?

»Der er regler for at handle på nettet, og det kan sagtens være fuldt legalt. Om folk gør det eller ej, blander vi os ikke i. Når vi spiller ud, som vi gør nu, skyldes det først og fremmest, at det netop er på apoteker, kunderne har købt den falske medicin i Storbritannien. Og det er et perspektiv, der bør få os til at reagere«, siger Jacobsgaard. Problemet vokser På en farmaceutkongres i USA for nylig blev det oplyst, at handelen med forfalsket medicin i udviklingslandene tager til i omfang. Medicin mod malaria, tuberkulose og hiv/aids forfalskes i stor stil i Afrika. I Bangladesh, som eksporterer medicin til omkring 52 lande, er situationen ude af kontrol. Blandt 5.000 testede præparater fandtes 300 at være falske eller af meget ringe kvalitet. Potensmidler, dopingmedicin og slankemidler er blandt de mest forfalskede præparater til salg i de vestlige lande. Og kvaliteten er højst usikker. Således blev de falske præparater i England først opdaget, da en kunde henvendte sig på apoteket, fordi tabletterne smuldrede, da de blev forsøgt delt på midten. »Der står højt professionelle kriminelle bag den falske medicin. Typisk står der ét firma bag produktionen, ét bag pakningen og et andet bag etiketteringen, mens et helt fjerde står for distributionen. Det ene led ved ikke, hvad det andet gør. På den måde kan man kun afsløre et enkelt led i den ulovlige handel ad gangen, og det hele kan fortsætte og fortsætte«, siger Helle Jacobsgaard. Ti procent er forfalsket FN's sundhedsorganisation, WHO, skønner, at hvert 10. lægemiddel i verden er forfalsket. Gigtforeningen advarede ifølge Ritzau gigtpatienter mod at købe kopier af gigtmidlet Vioxx på internettet. På grund af alvorlige bivirkninger blev Vioxx i sidste uge trukket tilbage fra markedet, men sælges ulovligt via internettet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her