Bemærkningen kommer som regel henkastet, og når mødet er ved at være slut: »Så siger bestyrelsesformanden måske: »Hov. I øvrigt må den nye i bestyrelsen gerne være en kvinde«. Fordi han har hørt, at det skulle være godt. Man kan sige, at danske bestyrelser snakker meget om at få flere kvinder med, men de gør ikke ret meget ved det«. Sådan fortæller administrerende direktør Jens Howitz i headhunterfirmaet Russell Reynolds Ass. Sakker bagud Tirsdag holder brancheorganisationen Dansk Industri årsmøde under titlen 'Let's Face the Revolution'. Titlen henviser til globaliseringens udfordringer. Andre revolutioner er tilsyneladende sværere at se i øjnene: Toppen af dansk erhvervsliv sakker langt bagud, når det handler om balancen mellem mænd og kvinder. I de 20 største og mest handlede selskaber på Københavns Fondsbørs, samlet i det såkaldte KFX-indeks, er 26 af 164 bestyrelsesmedlemmer kvinder. En kvinde på direktionsgangen Trækker man de medarbejdervalgte kvinder fra, er der kun 9 tilbage. Rettes blikket mod direktører i KFX-selskaberne, ser billedet endnu mere kulsort ud: Af 72 direktionsmedlemmer er kun en enkelt kvinde. »Jeg synes godt nok, det er voldsomme tal. Jeg troede ikke, de var så slemme igen«, siger Eva Kjer Hansen, minister for ligestilling (V). »Det vidner om, at vi er nået langt med ligestilling - men slet, slet ikke langt nok. Jeg synes, det er vigtigt med nogle tiltag i samarbejde med virksomhederne, så der kommer flere kvinder med«, siger hun. Norsk lov I Norge havde man samme problem: Der var cirka lige så langt mellem de norske kvinder i bestyrelseslokalerne, som der er mellem de danske. Men det er uheldigt, vurderede Stortinget, for samfundet har brug for begge køns kompetencer for at forblive konkurrencedygtigt. Det fik nordmændene til at gå håndfast til værks: 27. november sidste år vedtog Stortinget en lov om ligestilling, som gælder for de statsligt ejede aktieselskaber samt de største aktieselskaber. Minister 'klart imod' kvoteordning Det er cirka 600 af Norges største virksomheder, som har indtil udgangen af næste år til at nå et mål på 40 procent kvinder i bestyrelsen. Men den danske regering vægrer sig ved at lovgive om kvinder i bestyrelser. »Jeg er klart imod kvoteordninger. Det er noget, mændene har fundet på, for så kan de fastholde, at kvinderne kun er kommet ind på grund af kvotesystemet. Kvinderne skal være med på lige fod, og de skal vælges, fordi de har kvalifikationerne til det«, siger Eva Kjer Hansen. Det skal gå ad frivillighedens vej, mener hun. Halter efter internationalt Danske bestyrelser er langt dårligere end de amerikanske, engelske og sydeuropæiske, når det drejer sig om at få kvinder med ved mødebordet, vurderer Jens Howitz fra headhunterfirmaet Russell Reynolds Ass. »De fleste bestyrelsesmedlemmer vil sige, at de kigger efter kvalifikationer, og ingen vil med oprejst pande sige, at de skeler til kønnet. Men reelt set leder de fleste bestyrelser efter et kendt ansigt«, siger Jens Howitz. Han mener dog ikke, det er udtryk for kønsdiskriminering. »Det afspejler nok mere almindelig træghed, som er lidt mere fremherskende i danske bestyrelser end i de udenlandske«, siger han. Kvinder ikke ivrige Ifølge Jens Howitz er kvinderne heller ikke så ivrige efter at komme ind i bestyrelserne som deres mandlige kolleger. Blandt andet fordi velfærdssamfundet giver dem en mulighed, som de vælger: at passe børn i længere tid ad gangen. 1. juli næste år skal de norske politikere vurdere, om virksomhederne har handlet som forventet. Hvis virksomhederne ikke har rykket sig nævneværdigt i den kønsmæssige sammensætning af bestyrelserne, vil reglerne blive bindende i 2007. Den norske erhvervs- og selskabsstyrelse vil herefter kunne nægte at godkende nye selskaber og i yderste konsekvens tvangsopløse de virksomheder, der ikke opfylder reglerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Trump smider politisk bombe i Mexico
-
Pile peger på Zelenskyj i stor korruptionsskandale
-
Nu spekuleres der åbent om 'transitionen' til en ny leder i Rusland
-
»Jeg har sagt til Lars, at så er det dér, det slutter. Det er ikke til diskussion«
-
Ny café har et hemmeligt våben ude på toilettet
-
Rejsekort får kritik for »uværdig« løsning
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























