Psykolog advarer mod psykopater på direktionsgangen

Lyt til artiklen

Både seriemorderen, som uden kvaler tager sine ofre af dage, og chefen, der ved hjælp af mere eller mindre velemballerede løgne, grove manipulationer og ved at spille folk ud mod hinanden søger at befæste sin stilling i firmaet, agerer på baggrund af psykopatiske personlighedstræk. Begge mangler ægte mellemmenneskelig indfølingsevne, og handler - uden at føle skyld over den lidelse, de påfører andre - med ét, egocentreret formål: At opfylde egne behov. Anvendte fængselstest Hvor seriemorderen eller hende, der med hjerteløs råhed narrer et livs sparepenge fra troskyldige medborgere, nærmest er kommet til at tegne prototype-profilen på en psykopat, ligger det imidlertid noget tungere med erkendelsen af, at også denne verdens chefer bidrager til psykopatpopulationen. Måske fordi tanken - skønt den vel ind imellem strejfer en og anden ansat - ikke er så rar. Men der er ingen grund til at tvivle på, at der vandrer psykopater rundt på adskillige direktionsgange, siger den amerikanske psykolog Paul Babiak, der både hjælper store firmaer i USA med at finde ledere til topposter og rådgiver chefer, der ønsker at fungere bedre og mere effektivt. Ved hjælp af 'The Psychopath Checklist: Screening Version' (PCL:SV), der oprindelig blev udviklet til brug i amerikanske fængsler, har Paul Babiak undersøgt 100 chefer i USA - og fandt i denne gruppe otte, der havde psykopatiske træk. Disse personer var - i varierende grad: Grandiose, manipulerende, uden reel ansvarsfølelse, antisociale og ikke i stand til at føle skyld. For nu at nævne nogle af de egenskaber, denne test beskæftiger sig med. Alligevel gik de frit rundt i hver 'deres' virksomhed - og hævede en fed hyre. Slanger i jakkesæt »Det kan lade sig gøre, fordi sådanne slanger i jakkesæt, som jeg kalder dem, er utroligt gode til at manipulere«, siger Paul Babiak, der har beskrevet fænomenet i en videnskabelig artikel. Babiaks undersøgelse, der foruden selve også baserer sig på grundige interview med både de pågældende og en række ansatte i de berørte firmaer, rummer en interessant beskrivelse af en chefpsykopat kaldet Dave. En mand midt i 30'erne i en ledende stilling i et »mellemstort elektronikfirma«. Dave opfyldte på næsten perfekt vis de krav, firmaet efterspurgte ved ansættelsessamtalen, havde flotte referencer, fine universitetspapirer samt en tilsyneladende dynamisk personlighed. Han havde imidlertid kun været et par uger i virksomheden, før problemerne begyndte - og derefter bare tog til: Han klagede til den øverste ledelse over alle, der ikke blindt troede på hans løgnagtige forklaringer, foretog uautoriserede indkøb, droppede møder og bestilte hotellets suite, når han var på forretningsrejse - og sørgede systematisk for at indynde sig de rigtige steder og spille folk ud mod hinanden. Da Babiak krydstjekkede Daves baggrund, viste det sig, at universitetsbaggrunden var delvis fabrikeret - og da psykologen spurgte psykopaten, hvordan han dog havde fået en kontroversiel investering igennem, svarede denne uden at blinke: »Jeg løj«. Men selv om otte ud af 100 chefer i undersøgelsen lignede Dave, kan man ikke heraf udlede, at otte pct. af alle bosser er psykopater, siger Paul Babiak: »Det er der ikke statistisk belæg for. Men der er psykopater rundt om i erhvervslivet, og de gør utrolig stor skade«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her