En uvildig revisorerklæring, som skulle rense Danmarks kommende EU-kommissær Mariann Fischer Boel for mistanke om inhabilitet, er delvis skrevet med ført hånd af Statsministeriet. Det fremgår af mailkorrespondancen mellem Statsministeriet og Mariann Fischer Boels revisor. Statsministeriet forsøgte således at få pyntet på konklusionen og fik indskrevet afsnit i revisorerklæringen. Erklæringen blev i hast udarbejdet i weekenden 14.-15. august, efter at der var blevet rejst tvivl om den kommende landbrugskommissærs uafhængighed. Hun og hendes mand er selv godsejere og stormodtagere af landbrugsstøtte, og de privatøkonomiske interesser kunne ifølge kritikere kollidere med posten som landbrugskommissær. Statsministeriets indblanding kritiseres af flere eksperter. Blandt andet vækker det undren, at ministeriet havde et helt konkret forslag til, hvad revisoren skulle konkludere: »Jeg vil foreslå i konklusionen at skrive direkte, at "Mariann Fischer Boel har ingen indtægt fra landbrugs- og skovvirksomheden"«, skriver en højtstående embedsmand i ministeriet til revisoren. Det fremgår desuden af korrespondancen, at rapporten blev rettet og korrigeret en håndfuld gange, inden Statsministeriet var tilfreds. Både Statsministeriet, Mariann Fischer Boel og hendes revisor afviser, at ministeriets aktive rolle har haft betydning for indholdet i revisorerklæringen. Men det sætter professor og ekspert i revision Lars Bo Langsted spørgsmålstegn ved: »Jo flere udkast, revisoren skal forelægge for Statsministeriet, jo større spørgsmålstegn kan man sætte ved, om han selv uafhængigt laver erklæringen. Når han igen og igen skal have erklæringen rettet, kan det rejse tvivl om uvildigheden«, siger Langsted, der kalder Statsministeriets indblanding for »klodset«. Han understreger, at det er et stort pres for en revisor, når selveste Statsministeriet blander sig. EU: Boels ansvar Det var Fischer Boel selv, der bad sin revisor Hans Aage Rasmussen fra godsejerforeningen Patriotisk Selskab om at skrive erklæringen. Og om at skrive den i dialog med Statsministeriet. Talsmand for EU-kommissionens juridiske enhed, Stefaan de Rynck, understreger, at det udelukkende var revisorerklæringen, der »lå til grund for vores juristers analyse af habilitetsspørgsmålet«, da kommissionen for nylig frikendte Fischer Boel for at være inhabil. »Det er en personlig opgave for Mariann Fischer Boel at redegøre for eventuelle interessekonflikter, og det er helt op til hende at sørge for, at vi får de oplysninger, vi skal bruge«, siger Stefaan de Rynck, der ikke var klar over, at erklæringen er sendt fra Statsministeriet. Mariann Fischer Boel ser ikke noget problem i, at Statsministeriet har hjulpet hende: »Ingen har lagt skjul på, at der er et samarbejde. Jeg mener ikke, at Statsministeriet har lagt noget røgslør ud over det her«, siger hun. Ifølge departementschef i Statsministeriet Nils Bernstein er ministeriets forslag til ændringer i revisorerklæringen uproblematiske: »Vi vil ikke pådutte revisoren nogen holdninger eller synspunkter. Vi ønsker kun at fremskaffe de oplysninger, der er fyldestgørende i forhold til den vurdering, kommissionen skal lave«, siger Nils Bernstein. Statsministeriets indblanding strider umiddelbart mod oplysninger, som ministeriet tidligere har givet. En ømfindtlig sag I en officiel forklaring om revisorerklæringen har ministeriet sagt, at erklæringen »ikke er en sag i Statsministeriet«. Sagen er desuden ømfindtlig, fordi Mariann Fisher Boels nærmeste medarbejder blev fyret, efter at hun fjernede Statsministeriets navn fra revisorerklæringen. Det skulle sløre, at den uafhængige erklæring havde været forbi Statsministeriet. Professor Ove K. Pedersen fra Handelshøjskolen i København forventer, at de nye oplysninger vil belaste Mariann Fischer Boel, når hun sammen med de øvrige kommissærer skal godkendes i Europaparlamentet i begyndelsen af oktober: »Jeg er sikker som amen i kirken på, at det her vil få oppositionen til at stille spørgsmål til udnævnelsen, og Mariann Fischer Boels uplettethed vil lide under det. Parlamentarikerne i EU vil grille hende over en sagte ild«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politiken mener: Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
-
Han har det hele: Smuk kæreste, karriere, herskabslejlighed. Men han er også en lille smule psykopat
-
Elisabet Svane: Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes træk
-
Her er partiernes krav til den kongelige undersøger
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























