Augustluften er iskold. Solen kaster sit disede skær over de stejle bjergsider i Kirkespirsdalen. Temperaturen sniger sig kun lidt over frysepunktet. Dalen, som snor sig fra indlandsisen til havet 100 kilometer nordvest for Grønlands sydspids, Kap Farvel, er den maleriske indramning af Grønlands første guldmine, der blev officielt indviet den sidste torsdag i august. Optimismen og troen på en gylden fremtid for minedrift var stor blandt de omkring 100 officielle gæster og minearbejdere. Grønland er nemlig rig på mineraler, guld og diamanter, men siden zink-, bly- og sølv-minen Den Sorte Engel i Maarmorilik lukkede i 1990, har der ikke været minedrift i Grønland. Der er brugt milliarder af kroner på at lede efter råstoffer på den nordatlantiske ø, og de er fundet, uden der er sat miner i drift før nu. »Det har stor psykologisk betydning, at der nu kommer en mine i drift«, siger minister Jørgen Wæwer Johansen fra det socialdemokratiske Siumut. I det grønlandske hjemmestyre har han ansvaret for de råstoffer, som Grønland er så rig på, men som er så svært tilgængelige. »Vi skal ikke bare være et land, hvor der bliver efterforsket og efterforsket efter råstoffer, uden at der kommer nogen egentlig produktion i gang«, siger den unge minister, mens han kaster blikket op ad bjerget, som gemmer på guldet. Royale ringe Historien om guldminen i Nalunaq er en klassisk guldgraverhistorie. Der har i umindelige tider været guld i elven i Kirkespirdalens bund. Ti kilometer oppe ad elven var koncentrationen særlig høj, så bjergsiderne her blev genstand for særlig interesse. Og der var guld i høje koncentrationer - 20 til 25 gram for hvert ton malm. Det betyder, at det kan betale sig at udvinde det kommercielt. Grænsen går ved 10 gram per ton. Det grønlandske hjemmestyres mineselskab, Nunaminerals, har været stærkt involveret i jagten på guldet i den sydgrønlandske dal, men hovedaktionæren i Nalunaq Goldmine er norsk-canadiske Crew, som ejer 82,5 procent af aktierne. Guldeventyret i Sydgrønland har kostet mineselskabet op mod 200 millioner kroner, inden det første prøvelæs på 40.000 ton guldmalm tidligere på året var blevet hejst om bord på fragtskibet Lake Erie ved den primitive kajplads nær elvens udløb. Guldmalmen blev sendt til processeringsanlægget i Rio Narcea i Spanien. Alt gik efter planen, og der er blevet til et par vielsesringe til kronprinseparret. »Minedrift er skattejagt«, siger vicepræsident Brian Spratley fra Crew. Der er guld i mineskakterne til fire års produktionen, men Brian Spratley og Crew satser på at hente guld i Sydgrønland de næste ti år. I løbet af de næste fire år kan der hentes guld til en værdi af omkring en milliard kroner, hvoraf halvdelen vil være omkostninger, så er der 300 millioner kroner tilbage i overskud, men det beløb skal der betales skat af. »Som det ser ud nu, så vil vi om fire år have tjent omkring 30 millioner dollar (omkring 200 millioner kroner, red.). Og regnestykket ser naturligvis bedre ud, hvis vi kan fortsætte med hente guld ud over de fire år«, fortæller Brian Spratley. Guldminen er blot startskuddet til et mineeventyr, håber hjemmestyret. Grønland har en lang tradition for minedrift med brydningen af kryolit gennem mere end 100 år i Ivittuut i Sydgrønland og Den Sorte Engel som de meste kendte eksempler. »Minedrift er en af de søjler, et økonomisk selvbærende Grønland skal hvile på. Det vil give os større frihed, hvis vi fik et stort erhverv ved siden af fiskeri og turisme«, siger Jørgen Wæwer Johansen. Skat til Danmark Grønlands økonomi bliver styrket af de personskatter, som minearbejderne skal betale, hvad enten de er grønlændere eller udlændinge. Og frem i tiden kan hjemmestyret se frem til at få selskabsskat fra mineselskabet, men den kommer grønlænderne til at dele med den danske stat. En gammel aftale betyder, at Grønland og Danmark skal dele selskabsskatte-overskuddet op til 500 millioner kroner ved udvinding af råstoffer, men allerede inden indtægterne er begyndte rulle ind, så vil det grønlandske hjemmestyre ud af aftalen. Den danske regering er ikke umiddelbart indstillet på at afskrive fremtidige indtægter på de grønlandske råstoffer. »Hvis man mener noget med, at Grønland skal have en selvbærende økonomi, som skiftende danske regeringer har sagt, de ønsker, så nytter det ikke noget, at tage de indtægter, der kan styrke grønlandsk økonomi«, siger Jørgen Wæwer Johansen. Det grønlandske samfund modtager hvert år omkring tre milliarder kroner i bloktilskud fra den danske stat, men i løbet af de sidste to årtier er bloktilskuddet blevet relativt mindre. Foreløbig er der blot omkring 200 arbejdsplader i minedrift eller efterforskning. Men oven i de direkte minearbejdspladser, så skabes der arbejdsplader med transport, helikopterflyvning og på hoteller for eksempel. Det kan Crews engelske topchef bekræfte. Utallige er de gange, hvor Brian Spratley har sat sig i flyet i London for at flyve til København. Her har han skiftet til Air Greenlands maskiner, der er eneste vej til Grønland. Og det er bestemt ikke lavprisbilletter, der langes over disken. »Mellem 30 og 40 procent af vore udgifter går til transport af folk, udstyr og maskiner ind og ud af Grønland. Guldminen ligger, så den kun kan nås med helikopter eller skib«, fortæller Brian Spratley. Op gennem 1990'erne var der ingen aktive miner i Grønland, men en stribe af verdens mineselskaber har ledt efter mineraler, guld og diamanter. Fra 1995 til 2000 blev der brugt en milliard kroner på efterforskning, som fordelte sig med 500 millioner kroner på jagt efter olie og 500 millioner kroner på mineraler. Efter årtusindskiftet og i kølvandet på afmatningen i verdensøkonomien faldt lysten til bruge at penge på at lede efter undergrundens skatte, men inden for de seneste måneder har interessen været for opadgående. Da det sidste blad i kalenderen blev vendt i 2003 havde Råstofdirektoratet i Nuuk udstedt 19 stående tilladelser til efterforskning. Det tal er allerede efter seks måneder af 2004 steget til 30. »Vejret og mangel på infrastruktur er de største forhindringer for at komme i gang med at udvinde mineralerne. Omvendt er der ingen træer og buske, så de geologiske lag kan ses på overfladen«, siger kontorchef Søren Hald Møller fra Råstofdirektoratet. To nye miner Der er to mineprojekter i nærheden. En halv times helikoptertur eller 90 kilometer nord for Nuuk ligger Fiskefjorden. På skrænterne over fjorden findes et råstof, der hedder olivin, som bruges i stålproduktion. Her er Crew i gang med forberede en minedrift i samarbejde med et svensk firma. Det vil skabe mellem 30 og 40 lokale arbejdspladser. »Der er nok til 100 års produktion. Der ligger en lille bygd omkring 40 kilometer fra stedet, hvor vi vil udvinde olivin. Jeg forestiller mig, at der kan skabes en mineby i forbindelse med bygden, så folk kan få et almindeligt arbejdsliv«, siger Brian Spratley. Det hjemmestyreejede NunaMinerals har i sommer opdaget en ny guldåre på øen Storø, 40 kilometer øst for Nuuk. Guldet er af samme kvalitet som i den sydgrønlandske mine. »Mit håb er, at der i løbet af ti år vil være 500-600 arbejdspladser i minerne«, siger Jørgen Wæwer Johansen. Tilbage til nutiden. Der er skabt 80 arbejdspladser, hvor halvdelen er besat af grønlændere og resten af canadiere, danskere, nordmænd, svenskere og australiere. De lever i en alkoholfri lejr uden mobiltelefoner og fjernsyn med arbejde i halvdelen af døgnet i toholdsskift. Der arbejdes ni uger i træk syv dage om ugen og så fire uger fri. Mens minearbejderne først for alvor skal til at hente guldet ud af de 300 meter dybe mineskakter, så er der allerede sat penge af til lukke minen igen. Det forlanger Råstofdirektoratet i Nuuk.