Test dig selv for hiv og kræft hjemme ved køkkenbordet. Og mens du er ved det, så tjek også lige, om dit teenagebarn har taget stoffer for nylig. Sådan tegner fremtidens billede sig for den danske 'hjemmelæge'. Flere importører af hjemmetest forbereder at lancere en bred vifte af nye sundhedstest til hjemmebrug. Alt, hvad der mangler, er, at testene bliver CE-godkendt til det europæiske marked, hvorefter de frit kan sælges i Danmark. 'Et følsomt område' Ifølge Thomas Schwartz, direktør i firmaet CDS, der sælger hjemmetest, vil det inden jul være klar med hjemmetest for både hiv, prostata- og brystkræft. Sundhedsstyrelsen har bestemt, at hiv-testen skal være forbeholdt apotekerne, men kræfttestene vil i princippet kunne sælges i supermarkederne. I første omgang vil CDS dog kun satse på at få produkterne på hylderne i de danske apoteker. »Det er et følsomt område, når vi taler om test for dødelige sygdomme, og jeg tror ikke, at supermarkederne er klar til den slags test i dag, men det er de måske om tre til fem år«, siger Thomas Schwartz. 'Vi tager det stille og roligt' I Dansk Supermarked, hvor man blandt andet sælger graviditetstest og kolesteroltest, vil man ikke lægge sig fast på, om man i fremtiden vil sælge test for livstruende sygdomme. »Nu tager vi det stille og roligt, og så ser vi, hvad der sker, og hvordan forbrugerne tager imod de hjemmetest, vi nu har på hylderne«, siger informationschef i Dansk Supermarked Poul Guldborg. Kræftens bekæmpelse advarer I Kræftens Bekæmpelse er man ikke glad for udsigten til, at man måske i fremtiden kan teste sig selv for kræft. »Jeg tror ikke, at man skal gå rundt derhjemme og undersøge sig selv, for der er ikke en eneste test i verden, der i sig selv kan stille diagnosen kræft. Hvis der var, så ville man have lagt den i hænderne på den praktiserende læge«, siger Iben Holten, overlæge i Kræftens Bekæmpelse. Hun frygter, at alt for mange mennesker vil blive foruroliget på et meget løst grundlag. For eksempel kan et positivt resultat på en prostatakræfttest også skyldes andre sygdomme, der har samme karakteristika. Styrelse afventer I Sundhedsstyrelsen har man svært ved at se, hvordan man skal kunne regulere feltet for hjemmetest, fordi folk så i stedet vil hente testene via nettet. »Men vi vil selvfølgelig lytte til politikerne, hvis de ønsker at beskytte brugerne mod fri adgang til visse test«, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Jens Kristian Gøtrik. Han pointerer, at man gør et stort arbejde for at informere folk om, at man altid kan gå til det offentlige sundhedssystem. At man i Sundhedsstyrelsen lavede en særregel med hensyn til hiv, så den skulle forbeholdes apotekerne, forklarer Jens Kristian Gøtrik på denne måde: »Dengang, vi lavede særreglen, var en positiv hiv-test næsten lig en dødsdom, mens kræft kan behandles«, siger Jens Kristian Gøtrik, der dog er enig i, at kræft stadig er en alvorlig diagnose at få stillet i sin dagligstue.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Jeg har aldrig oplevet noget lignende
-
Sofie Linde til læser: Det kan virke. Det har bare ikke virket for dig
-
»Jeg har obduceret nogle af de køer, der har fået Bovaer. Jeg har set blødninger i vommen«: Fagfolk og politikere retter skarp kritik af ny rapport
-
Radikal profil er kæmpe fan af Enhedslisten: »Du er det klogeste menneske, jeg har mødt i dansk politik«
-
Klarlund til læser: Lad mig slå det helt fast én gang for alle. Det er en myte
-
Efter henkastet bemærkning kører debatten endnu en gang om en tredje Trump-periode
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Victor Mayland Nielsen




























