Arla på EU-støtte udkonkurrerer bønder fra uland

Malkekøer i EU får 12 kr. i støtte. Det går udover bønder i Den Dominikanske Republik.   Arkivfoto: Thomas Borberg
Malkekøer i EU får 12 kr. i støtte. Det går udover bønder i Den Dominikanske Republik. Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Maren Malkeko får 12 kroner i støtte. Det samme gør hver af hendes 600.000 danske kolleger. Og også de knap 20 millioner malkekøer i de andre 14 EU-lande. Det er en af de bedste forklaringer på, at der produceres alt for meget i mælk i EU. Og en af forklaringerne på, at en ellers blomstrende mælkeindustri i det fattige caraibiske land Den Dominikanske Republik i dag ligger i ruiner. Tvunget til at aflive køer Mange af bønderne i landet må aflive deres køer, fordi - siger de selv - de ikke har en chance for at konkurrere med europæiske giganter, der falbyder deres hjemlige overskudsmælk som mælkepulver. De europæiske mejerigiganter får støtte af EU til at sælge deres mælk til fattige lande uden for unionen. Og det gør deres priser lavere end det, de lokale bønder kan producere til. I Den Dominikanske Republik hedder det største mælkemærke Milex - bag det navn står den dansk-svenske mælkekoncern Arla, der omsætter mælkepulver for næsten 400 millioner kroner i landet. »Det er et af de mest groteske og triste eksempler på, hvordan støtte til rige bønder ødelægger de fattiges muligheder. Oprindeligt havde EU brugt bistandsmidler på at opbygge mælkesektoren i Den Dominikanske Republik. Det var en sjælden succes, og produktionen kom virkelig op at stå. Men så sker der det, at EU får et problem med overskudsmælk. Kommissionen vælger at give støtte til, at Arla kan eksportere mælken som pulvermælk. Støtten er så stor, at de lokale bønder ikke har en chance. Med den ene hånd bygger EU altså en hel sektor op - mens man banker den ned med den anden«, siger Per Pinstrup-Andersen, professor i fødevareøkonomi ved Cornell-universitetet og tidligere generaldirektør i Ifpri, det internationale fødevarepolitiske forskningsinstitut i Washington. Dokumentar i på DR I aften sender DR Dokumentar programmet 'Den dyre støtte'. Programmet handler om de katastrofale konsekvenser, det har for fattige bønder, når danske landmænd får støtte til at sælge deres varer billigt på verdensmarkedet. Eksempelvis fik Arla sidste år 70 millioner kroner til at eksportere pulvermælk. I Den Dominikanske Republik har dåserne med Arlas pulvermælk fået øgenavnet 'Vaca conquistadora' - 'Koen, som erobrer'. Direktør i det statslige mælkeråd David Cueto er forarget. »EU's fødevarepolitik er afskyelig. Den protektionistiske politik i de lande, der støtter mælkeproduktion og eksport, tager slet ikke højde for de ødelæggelser, det medfører for udviklingslandene«, udtalte han i en rapport om mælkestøtten, som organisationen Oxfam for nylig udgav. Arla afviser dele af kritikken. Mejerigiganten har været i Den Dominikanske Republik i 50 år og meddelte netop i går, at man måske også vil købe mejerier, der skal forædle lokal mælk. »Jeg kan da godt forstå, at mælkeproducenterne hellere havde undværet den konkurrence. Men man glemmer en ting i hele den diskussion, nemlig forbrugerperspektivet. Den udenlandske eksportstøtte sikrer Den Dominikanske Republik billigere mælk«, siger Jais Valeur, salgsdirektør i Arla, der samtidig peger på, at Arla blot opererer med de ordninger, som det politiske system i EU har skabt. EU er skurken Men det er ikke en brugbar undskyldning, mener Per Pinstrup-Andersen. »Fordi der eksisterer en støtteordning, kunne Arla sagtens undlade at bruge den til at dumpe deres varer på meget fattige markeder«, siger han. Jais Valeur fra Arla ønsker ikke at kommentere den kritik, men Pinstrup-Andersen mener heller ikke, at Arla er selve skurken. »Dette er et generelt problem, og skurken er EU's landbrugspolitik, Arla er blot håndlangeren. Ud over at tage bøndernes hjemmemarked ved at dumpe vores overskudsproduktion, holder vi ulandene ude af vores eget marked. Vi kunne have haft oksekød fra Vestafrika for eksempel. Og tænk, EU er den næststørste sukkereksportør i verden, selv om vi har de højeste produktionsomkostninger«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her