Finansministeriet har en særlig pligt til at følge lovens bogstav, når det hvert år fastsætter den reguleringsprocent, der blandt andet regulerer personfradraget og en række beløbsgrænser i skattelovgivningen. Ifølge grundloven er det nemlig kun Folketinget, der kan forhøje, ændre eller nedsætte skatter i Danmark. Det var et af hovedsynspunkterne, da H.P. Scharla Nielsens advokat, Erik Øvlisen, procederede i den såkaldte Scharlasag. »Satsreguleringsloven er en skattelov. Det kan ikke være anderledes, da den regulerer en række grænser i for eksempel aktieavanceloven, arveloven og personskatteloven. Derfor gælder grundlovens paragraf 43 om, at ingen skat kan forandres »uden ved lov« også for satsreguleringsloven«, understregede Erik Øvlisen. Skatteydere har betalt for meget Scharla Nielsen har stævnet staten, fordi han netop mener, at Finansministeriet - uden hjemmel i satsreguleringsloven - gennem årene har anvendt svingende principper, når det har fastsat satsreguleringsprocenten. Med det resultat, at skatteyderne har betalt adskillige milliarder kroner for meget i skat på et ulovligt grundlag. I sin procedure gennemgik Erik Øvlisen systematisk, hvordan Finansministeriet gang på gang har fraveget den metode, som satsreguleringsprocenten oprindelig blev beregnet efter uden at søge hjemmel i Folketinget. Betydning for folkepensionen Han dokumenterede også, at de svingende beregningsprincipper har haft afgørende betydning for den skat, som Scharla Nielsen skal betale, og for den folkepension, han har modtaget. »Da der er tale om en skattelov, er det ikke afgørende, hvad en medarbejder i Finansministeriet finder bedst. Men om, hvad der står i lovens tekst, da grundlovens paragraf 43 sætter meget snævre grænser for, hvad Finansministeriet kan bestemme i relation til satsreguleringsloven«, betonede Erik Øvlisen. Et andet hovedpunkt i sagen er Schala Nielsens påstand om, at Finansministeriet ulovligt brugte en ændring af satsreguleringsloven i 1993 til at beregne satsreguleringsprocenten for 1994, før loven var trådt i kraft. Konsekvensen var, at skatteyderne kom til at betale mere i skat, end de ellers skulle have gjort. »Men en lov har ingen retsvirkning, før den er trådt i kraft. Selv hvis intentionen var, at loven skulle benyttes, inden den trådte i kraft, så kan intentionen ikke veje tungere end lovens klare ordlyd«, sagde Erik Øvlisen. Strid om bevisbyrde Erik Øvlisen brugte også en del tid omkring bevisbyrden. Statens advokat, kammeradvokat Gregers Larsen, kræver, at det er op til Scharla Nielsen at bevise, at han har lidt et tab, selv hvis han har ret i sine påstande. Problemet er, at det ikke umiddelbart er muligt at beregne for to af påstandene, fordi det nødvendige talmateriale ikke er til stede. Det gælder påstanden om, at Finansministeriet ulovligt har benyttet skønnede tal til beregning af satsreguleringsprocenten for 1995, og påstanden om, at ministeriet ulovligt fratrækker private pensionsindbetalinger, før det beregner den lønudvikling, der ligger til grund for satsreguleringsprocenten. »Når Scharla Nielsen er afskåret fra at føre et objektivt bevis, skal det ikke lastes ham. Det skyldes alene, at Finansministeriet ikke har de nødvendige oplysninger«.