Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Carlsberg bag tvivlsomme bryggeriaftaler

Lyt til artiklen

Det er forbudt for bryggerier at eje eller finansiere caféer, barer og værtshuse i Danmark. Så når Carlsberg betaler for borde, stole, glas, markiser, tøj, og meget andet på caféer og barer og samtidig betinger sig, at barejeren ikke serverer anden fadøl end den, Carlsberg eller bryggeriets samarbejdspartnere producerer, så handler bryggeriet ikke i overensstemmelse med restaurationsloven, siger kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Carsten Ingerslev. »Det er generelt ulovligt at stille krav om modydelser som betingelse for at give markedsføringstilskud. Hvis det ikke var forbudt at stille krav om modydelser, ville det åbne op for, at bryggerierne satte sig på restaurationslivet«. Er det dermed ulovligt, hvis der i en aftale står, at kunden ikke - uden Carlsberg skriftligt har givet lov - må sælge anden øl og drikkevarer, fordi Carlsberg har betalt værtshusejeren for bl.a. glas, m.m.? »Ja, det vil klart være hovedreglen«. Som omtalt i Politiken de seneste par dage undersøger Konkurrencestyrelsen de aftaler, som Carlsberg har med cirka 35 procent af de barer og caféer, som det gamle bryggeri leverer fadøl til. Aftalerne handler blandt andet om, at Carlsberg betaler nogle af barens udgifter - det såkaldte 'markedsføringstilskud' - mod at baren så kun sælger Carlsbergs produkter i op til flere år. I en kontrakt står for eksempel, hvilke reklamematerialer barejeren må bruge samt et antal tusinde kroner til anden markedsføring. Der står også, at barejeren ikke uden Carlsbergs skriftlige samtykke må sælge øl og andre drikkevarer, som tilbydes af andre leverandører end Carlsberg, og som hører til samme sort. Mens små bryggerier gerne må indgå den slags aftaler, gælder der andre regler for monopollignende virksomheder som Carlsberg, der tapper tre ud af fire øl, der sælges i Danmark. Reglerne i konkurrenceloven skal sikre, at store virksomheder ikke holder små virksomheder ude af markedet til skade for konkurrencen. Restaurationsloven Bryggeriernes aftaler med caféer og barer reguleres imidlertid ikke kun af konkurrenceloven. I restaurationslovens §16 står, at bryggerierne ikke må finansiere eller eje barer, og den lov hører under Carsten Ingerslevs og Erhvervs- og Selskabsstyrelsens område. Sidste år sendte styrelsen et brev ud til landets 54 politikredse for at gøre opmærksom på reglerne, når politiet udsteder bevillingstilladelse. Men ifølge Poul Bjørnholdt Løhde, formand for Foreningen af politimestre i Danmark, ser politiet ingen problemer med aftalerne. »Jeg har i hvert fald ikke hørt om det«, siger han. Dermed bakker han op om Carlsbergs salgsdirektør, Claus Bo Jacobsen, der i Politiken i søndags sagde, at bryggeriet holder sig til reglerne. Det var ikke muligt at få en ny kommentar fra ham, da han er bortrejst.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her