Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

LO indfører kontrol med topfolks biindtægter

Lyt til artiklen

Et oprør fra det lille Pædagog Medhjælper Forbund (PMF) fører til langt større åbenhed om LO-toppens lønforhold. I fremtiden skal LO's formand, næstformand og øvrige valgte ledelse hvert år gøre status over deres indtægter i form af løn og honorar. Og opgørelsen skal lægges ud til offentligt skue på LO's hjemmeside. Kontrol af toppens biindtægter Men oven i den større åbenhed blev LO's love strammet af kongressen, der sluttede torsdag. Hovedbestyrelsen kan i fremtiden disponere over formandens, næstformandens og de andre valgtes biindtægter. 'En markant nyskabelse' Den kan for eksempel bestemme, at Hans Jensens honorar for at sidde i Ørestadsselskabets, ATP's, Lønmodtagernes Dyrtidsfonds eller Arbejdernes Landsbanks bestyrelse skal gå i LO's kasse i stedet for ind på formandens private bankkonto. »Det er en markant nyskabelse. Og jeg vil bestemt ikke afvise, at muligheden bliver benyttet en gang i fremtiden«, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet. »Det er et signal om en helt ny professionel og mere åben fagforeningskultur. For ti år siden var sådan et forslag blevet jævnet med jorden som et venstreorienteret forsøg på at komme den socialdemokratiske top til livs«, siger han videre. Fast løn i PMF Den nye åbenhed og lovstramningen kom som et svar på et mere vidtgående forslag fra PMF. De forslog, at LO's formand, næstformand og øvrige valgte skulle have en fast løn, der blev fastsat hvert fjerde år på LO's kongres. Biindtægterne af at sidde i bestyrelser, råd og nævn skulle så gå ned i LO's kasse og gøre den daglige drift af LO billigere. »Hans Jensen sidder i forskellige bestyrelser, fordi han er LO's formand, og ikke fordi han er Hans Jensen. Det er kun rimeligt, at de indtægter, han opnår i kraft af at være LO-formand, kommer LO til gode«, siger Jakob Sølvhøj fra PMF. Han er med i forbundets fem mand store daglige ledelse. De får hver 30.000 kroner om måneden for ledelsesjobbet og har ingen biindtægter. 40 pct. var for Forslaget faldt på kongressen, men 40 procent af de delegerede stemte for. PMF har gennem længere tid arbejdet for fast løn til valgte LO-repræsentanter, men der kom for alvor blæst om de faglige topfolks biindtægter, da forbundsformand Dennis Kristensen fra Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) tidligere i år meddelte, at han giver halvdelen af sine honorarer til forbundets kasse. »Vi er kommet et stykke af vejen. Og jeg er sikker på, at vi kommer igennem med forslaget på næste kongres i 2007«, siger Jakob Sølvhøj. Hans Jensen tilfreds med kompromis LO's formand Hans Jensen, der sammen med den øvrige ledelse blev genvalgt på torsdagens kongres, var tilfreds med kompromiset. »I LO skal vi ikke have nogen hjørner, som er skjult for medlemmerne«, siger Hans Jensen, der dog indrømmede, at det var en grænseoverskridende oplevelse at få endevendt sin privatøkonomi offentligt. »De er ikke så behageligt at sidde og få udlagt sine løn- og arbejdsvilkår i overværelse af 800 delegerede og pressen på tilhørerpladserne«, siger Hans Jensen. Færre medlemmer Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen ser også åbenheden som et forsøg på at komme tættere på medlemsskaren, hvis antal sidste år faldt fra 1.433.000 til 1.413.000. »LO taber omkring 20.000 medlemmer om året, så der er pres på de faglige ledere. Mange medlemmer føler, at de betaler et rigeligt højt kontingent, så de faglige lederes rolle kan på mange måder sammenlignes med de offentlige chefers rolle. Medlemmerne vil have mest muligt for kontingentkronerne, på samme måde som skatteyderne vil have noget for skattekronerne«, siger Flemming Ibsen. Undren over ledelsens flid Det undrer i øvrigt arbejdsmarkedsforskeren, at LO's topfolk og forbundsformændene har tid til at sidde i op mod 20 til 25 bestyrelser og råd hver. »De moderne faglige ledere er flittige folk, der har en arbejdsuge på 60-70 timer om ugen, så de har i virkeligheden ikke tid til at sidde i så mange bestyrelser. De burde droppe bijobbene og så måske hæve grundlønnen. Det tror jeg, medlemmerne ville kunne forstå«, siger Flemming Ibsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her