Billøse familier ladt i stikken

Lyt til artiklen

En million danske familier, 40 procent af alle danske husstande, har ingen bil. Og mange af dem har ingen mulighed for at anskaffe sig en, fordi de ganske enkelt ikke tjener nok. Den gruppe bliver ramt benhårdt af næste års varslede takststigninger på 11-18 procent i den kollektive trafik. Der er for eksempel lagt op til, at et månedskort for hele hovedstadsområdet stiger fra 885 kroner til omkring 1.100 kroner fra januar. Kynisk politik Socialdemokraterne betegner det som kynisk, at regeringen rammer socialt svage grupper uden reelle alternativer til bus og tog ved at fjerne det statslige billettilskud på 360 millioner kroner. Den borgerlige regerings faste støtteparti, Dansk Folkeparti, nægter at tro, at stigningerne bliver så høje, når det kommer til stykket. »Det store flertal af den ene million billøse familier vil ikke have anden mulighed end at betale de stigende takster. De får så at sige en ekstra skat på trods af regeringens løfter om skattestop. I den sammenhæng skal man også lægge mærke til, at bilskatterne er lettet med omkring 300 millioner kroner«, siger tidligere trafikminister Jacob Buksti (S). Vender den tunge ende nedad Dansk Folkeparti mener, at amterne bruger fjernelsen af statstilskuddet som skalkeskjul til at få nogle penge i kassen. »Det vender den tunge ende nedad, hvis taksterne bliver sat så meget op. Det er også derfor, at vi har bedt vores amtsrådsmedlemmer om at reagere mod prisstigningerne. Det vil være fair med stigninger, der fulgte den almindelighed udvikling i lønningerne. Det vil sige to-tre-fire procent«, siger Peter Skaarup (DF), der er næstformand i Folketingets Trafikudvalg. De 360 millioner kroner, som amterne og Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) hidtil har fået til at holde billetpriserne nede i tog og bus, skal næste år gå til at få genoprettet de nedslidte danske skinner. »Amtsrådsforeningen har selv bedt os om at bruge pengene på at få forbedret de forsømte danske skinner, der også var forsømt i Bukstis tid som minister. Og når vi så gør det, beklager amterne sig alligevel. Jeg er bange for, at de bare benytter lejligheden til at hæve taksterne«, siger trafikordfører Svend Heiselberg (V). Lavindkomstfamilier har ikke bil Gruppen af billøse husstande tæller studerende, kontanthjælpsmodtagere og pensionister, men også ganske almindelige familier. Ifølge Danmarks Statistik er 342.000 af de billøse familier i lavindkomstgruppen med indtægter på op til 150.000 kroner om året. »En stor del af den kollektive trafiks kunder har ikke noget alternativ til bussen. Alternativet er i så fald at gå eller cykle, men undersøgelser har tidligere vist, at mange vælger at blive hjemme - simpelthen at undlade at tage af sted«, siger forskningschef Mogens Forsegau fra Danmarks TransportForskning. Det ligger endnu ikke fast, hvor store takststigningerne bliver i de enkelte egne af landet. Det bliver først afgjort, når budgetterne for næste år bliver vedtaget i amterne i næste måned. De største stigninger er varslet i København og omegn, hvor Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) varsler stigninger på op mod 18 procent næste år. De øvrige amtslige trafikselskaber har varslet prisstigninger i omegnen af 11 procent. Både Københavns overborgmester og amtsborgmesteren i Frederiksborg Amt har dog vendt sig mod et prishop på 18 procent. Formanden for HUR, Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K), forudser dog, at der vil komme en markant stigning. »De 12 procents stigning skyldes, at statens billettilskud på 100 millioner kroner forsvinder. Jeg kan ikke forestille mig, at vi vil gå og fylde hullet op efter staten, men den sidste del af stigningen kan måske blive knap så stor«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her