Omkring 300 personer, der dagligt tager turen fra Nykøbing Falster til København for at komme på arbejde, kan se frem til en årlig besparelse på 8.400 kr. Den uventede gave skyldes, at regeringen fra næste år vil hæve befordringsfradraget for folk, som kører over 100 kilometer dagligt for at komme på arbejde. Betingelsen for at få det forhøjede fradrag er dog, at man bor i en af 50 særligt udpegede udkantskommuner. »Målet er at gøre det mere attraktivt for personer, der arbejder i de større byer, at bosætte sig i udkantsområderne. Det vil dels styrke befolkningsudviklingen, dels give udkantsområderne større del i indkomstfremgangen i de større byer«, siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V) i bemærkningerne til det nye lovforslag. Vækststrategi Lovforslaget er en udmøntning af et forslag fra regeringens redegørelse om Den Regionale Vækststrategi fra foråret. Her blev det slået fast, at befolkningstallet falder i mange udkantsområder - ikke mindst når det gælder andelen af erhvervsaktive. Konkret foreslår regeringen, at borgere, der opfylder betingelserne, får det samme fradrag for kørsel over 100 kilometer som for kørsel mellem 25 og 100 kilometer. For 2003 er taksten for befordring fra 25 til 100 kilometer fastsat til 1,60 kroner per kilometer. For kørsel ud over 100 kilometer gives der kun det halve, nemlig 0,80 kr. pr. km. Det er den sidste sats, der nu bliver sat op til 1,60 kr., hvis man er omfattet af de nye regler. Skatteministeriet har beregnet, at folk, der bor i Skagen og arbejder i Aalborg, vil spare 5.600 kr. om året, mens en person, der bor på Sydlangeland og arbejder i Odense, vil slippe ca. 3.350 kr. billigere i skat. Ikke skævt nok Formanden for foreningen Det skæve Danmark - en sammenslutning af de fattigste kommuner i landet - Venstreborgmester Flemming Eskildsen, Sundsøre, er imidlertid ikke imponeret over forslaget. »Det hjælper naturligvis de mennesker, der kører langt. Men det er kun ganske få. Det er ikke et forslag, der vil få folk til at bosætte sig i udkantskommunerne«, siger Flemming Eskildsen. Han understreger, at forslaget ikke vil skabe den nødvendige vækst i lokalsamfundene. »Det fastholder en centralistisk tankegang, hvor folk skal pendle ind til storbyerne. Det er ikke et forslag, der fremmer væksten lokalt«. Flemming Eskildsen mener, at folk, der vælger at bo langt fra storbyen, har truffet et bevidst valg. »For dem tror jeg ikke, at fradraget har så stor betydning. Desuden ligger de udpegede kommuner så langt fra de store byer, at selv om man tegner en stor cirkel fra f.eks. København, Århus og Odense, så når man ikke ud til udkantskommunerne«, siger Flemming Eskildsen, hvis egen kommune ikke er blandt de 50 udpegede. Cheføkonom i BRFkredit, Jens Chr. Nielsen, vil dog ikke udelukke, at forslaget kan have en vis betydning. Men betingelsen er bl.a., at de trafikale forhold er i orden. »Det er ikke ualmindeligt, at folk i dag vælger at pendle 100-140 kilometer til deres arbejdsplads i hovedstaden. Det er ofte unge familier med børn, der før har haft en lejlighed på brokvartererne i København, og som ikke har råd til at købe hus i den nære omegn. For dem vil det nye forslag være et endnu større incitament. Især hvis det passer godt trafikalt«. Her peger han på f.eks. Falster, der er omfattet af det udvidede fradrag. »De 8.400 kr. i ekstra rabat er mange penge. Ikke mindst for dem, der vælger at forlade København, og som typisk er mellemindkomstfamilier«, siger Jens Chr. Nielsen. Med det nye fradrag vil det samlede årlige befordringsfradrag mellem Nykøbing Falster og København løbe op i 75.900 kr. Det svarer til ca. 25.300 kr. i rede penge eller omtrent det samme som prisen på et DSB pendlerkort til Københavns Hovedbanegård.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Jeg har aldrig oplevet noget lignende
-
Radikal profil er kæmpe fan af Enhedslisten: »Du er det klogeste menneske, jeg har mødt i dansk politik«
-
Klarlund til læser: Lad mig slå det helt fast én gang for alle. Det er en myte
-
»Jeg har obduceret nogle af de køer, der har fået Bovaer. Jeg har set blødninger i vommen«: Fagfolk og politikere retter skarp kritik af ny rapport
-
Efter henkastet bemærkning kører debatten endnu en gang om en tredje Trump-periode
-
Putin får et nyt problem: Han står over for en international særdomstol og et enormt krav om erstatning
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Victor Mayland Nielsen




























