BRF får kurv af små banker

Lyt til artiklen

BRF Kredit bejler til de små og mellemstore banker, men får en kold skulder. Oven på fredagens sammenlægning af Nykredit og Totalkredit - hvis tidligere ejere er en kreds af lokale pengeinstitutter med i alt 1.100 filialer - øjner det lille, bankuafhængige BRF Kredit muligheder for at gøre distributionen af sine lån langt bredere. »Alle de lokale pengeinstitutter, der nu ikke længere er bundet af ejerskabet, kunne måske på et tidspunkt tænke sig at få en tredje leverandør af realkreditlån på hylden«, siger BRF Kredits adm. direktør, Sven Blomberg. Bliver ved det kendte Men tanken skydes ned af Jacob Leth, der er formand for foreningen Lokale Pengeinstitutter og til daglig direktør i Sparekassen Kronjylland. Som en del af aftalen mellem Nykredit og Totalkredit må de små og mellemstore banker for fremtiden selv bestemme, om de anbefaler lån fra den ene eller anden part i alliancen. »Hvis kunden vil have et lån fra BRF, så får han det - men vi er ikke interesseret i en formel samarbejdsaftale ud over den, vi har med Totalkredit. Her i sparekassen, og formentlig de fleste andre steder, vil vi fortsætte med at anbefale kunderne lån fra Totalkredit. Det kender vi, og det er det billigste«, fastslår Jacob Leth. Den indstilling får BRF's Sven Blomberg til at påberåbe sig manglende konkurrence i branchen. »Kunderne skal have muligheden for at vælge boliglån fra en aktør som BRF, der ikke er bundet af alle mulige andre finansielle produkter«, fastholder han. Analyse af markedet BRF's protester over det, instituttet kalder eksklusivaftaler, vil indgå i Konkurrencestyrelsens forestående vurdering af Nykredits opkøb. Det oplyser vicedirektør Kim Sparlund. »Vi analyserer markedet, og selvfølgelig også formidlingsaftalerne mellem banker og realkreditinstitutterne. Netværk kan få karakter af konkurrencebegrænsning, og vi kan gribe ind, hvis det bliver for tæt«, siger Kim Sparlund. Det er samtidig Konkurrencestyrelsens opfattelse, at kunderne vil få billigere lån, hvis realkreditinstitutterne droppede de dyre mellemled - banker og ejendomsmæglere - og i stedet markedsførte sig på direkte adgang og dermed lavere priser. Fordele som uafhængig På trods af de åbenlyse problemer med at sikre sig adgang til kunderne er spillet ikke ude for BRF Kredit, vurderer direktør Bjarne Jensen, der lever af at analysere den finansielle sektor. Instituttet er ellers efter Nykredits opkøb af Totalkredit det suverænt mindste herhjemme på markedet for lån til private og er som det eneste institut ikke gift med en bank, der automatisk genererer masser af kunder. »Det er en svaghed for BRF, for kunderne runder nu engang banken, før de køber hus. Men samtidig kan det have sine fordele at være uafhængig, for nogle mennesker lægger vægt på at kunne købe finansielle ydelser enkeltvis frem for at have hele økonomien samlet ét sted«, siger Bjarne Jensen. Hårdere markering Instituttet distribuerer i dag sine lån gennem mæglerkæden EDC og i mindre omfang via en aftale med Handelsbanken/Midtbank, der ikke forpligter BRF til at promovere bankens produkter. Sven Blomberg oplyser, at Nykredits opkøb får den konsekvens, at instituttet nu vil markere uafhængigheden endnu hårdere over for kunderne. Markedsføringen skal for fremtiden slå på, at BRF er det eneste alternativ til de finansielle supermarkeder, hvor boliglånet temmelig sikkert vil blive fulgt op af tilbud om en pakkeløsning inden for bank, forsikring og pension. »Vi har kun et enkelt produkt, vi skal rådgive om. Hos os risikerer kunden ikke at føle sig fanget i en samlet løsning, der pludselig viser sig ikke at være så hensigtsmæssig«, påpeger Sven Blomberg. Selv om BRF er blevet branchens Lilleper, ser Bjarne Jensen ingen umiddelbar fare for, at instituttet er næste ret på mastodonternes spiseseddel. »Det er en solid forretning, organisationen er blevet trimmet, og indtjeningsmæssigt holder de skindet på næsen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her