Mange tyskere føler sig ført bag lyset af Gerhard Schröder. Knap otte uger efter at de valgte at give ham fire år til som kansler, viser det sig, at den tyske økonomi er i en langt værre forfatning, end det fremgik af Schröders valgløfter. Overalt blinker nu advarselslamperne. De fem økonomiske vismænd afleverede i går deres årsberetning til kansleren. De kritiserer ham og hans regering for at være slået ind på »den forkerte vej« i økonomi- og finanspolitikken. EU hæver pegefingeren I stedet for at gå til roden af de problemer, der har sendt Europas største land ned i bunden af EU, nøjes regeringen med at »kurere symptomer«, hedder det i årsberetningen på hen ved 600 sider. Samme dag hævede EU-kommissionen pegefingeren: Tyskland er en trussel mod euroens stabilitet. Eurolandene har forpligtet sig til at holde de offentlige udgifter i stramme tøjler, statens gæld må kun udgøre 3 procent af bruttonationalproduktet. Tyskland ligger i år på 3,7 procent. Ville det selv Det var Tyskland, mere end noget andet land, der i sin tid krævede ubønhørlig respekt for 3-procent-grænsen. Det gjaldt især om at overbevise modvillige tyskere om, at den nye euro ville blive lige så stærk og stabil som deres kære D-mark. I dag er det tidligere dydsmønster blevet et problembarn. De tyske vismænd tilråder regeringen at modstå fristelsen til at fordre en mere »fleksibel« omgang med 3-procent-reglen. Her får forbundskansler Schröder endnu et rap over fingrene. Vismænd og EU-kommissærer har deres facon at udtrykke sig på. En mere folkelig måde at fremstille tingene på, kan man høre på en cd, der er blevet et kæmpehit i Tyskland: 'Steuersong', skattesangen. Tekst om brudte valgløfter storhitter Sangen er indspillet af Elmar Brandt, som er djævelsk god til at parodiere Gerhard Schröder. Melodien er snuppet fra en spansk popsang, men teksten handler om brudte valgløfter i Tyskland. »Hvad du lover i dag, kan du løbe fra i morgen«, synger Schröder i Brandts udgave, »Jeg griber dybt i jeres lommer - og nu kan I ikke fyre mig!«. I deres rapport anbefaler vismændene, at regeringen mander sig op til gennemgribende reformer af arbejdsmarkedet, sundhedssektoren og skattesystemet. De offentlige udgifter skal ned, påpeges det, hvis tysk økonomi igen skal bringes på fode. En vej frem er at gribe til privatisering af offentlige virksomheder. Ledigheden Den største udfordring er dog den rekordhøje arbejdsløshed på 9,4 procent. Fire millioner står uden job. Schröder sætter sin lid til, at tallet kan halveres i løbet af få år, når først forslagene fra den såkaldte Hartz-kommission bliver omsat i praksis. De fem vismænd er dybt skeptiske. Ganske vist vil den forestående omlægning af arbejdsanvisningen kunne føre til en hurtigere og smidigere anvisning af forhåndenværende arbejde - men det vil ikke i sig selv føre til flere arbejdspladser. Flere job skaber man kun ved at få mere økonomisk vækst, formaner vismændene. Og de ser ikke mange tegn i dén retning, med den politik regeringen nu fører. Sølle vækst giver smalhans I år vil væksten efter vismændenes beregninger kun blive på 0,2 procent. EU-kommissionen skønner 0,4. Først til næste år vil Tyskland nå op på 1 procent. Arbejdsløsheden giver sig mange triste udslag. Når folk ikke tjener penge som før, betaler de mindre i skat. Det fører til smalhans i både staten, delstaterne og kommunerne. Skatteeksperter fra de tre lejre mødtes i tirsdags og konstaterede, at skatterne i år er 110 mia. kr. mindre end ventet så sent som i maj og til næste år kommer der 160 mia. kr. mindre ind end ventet. Mange storbyer har allerede måttet skære dybt i budgetterne - kulturlivet udsultes, svømmehaller lukkes, og så fremdeles. I morgen vil finansminister Hans Eichel stå frem og forklare, at det bliver nødvendigt med en større tillægsbevilling til finansloven for 2002. Gramme i hu vil tyskerne igen kunne nynne: Hvem skal nu betale, hvem har råd til mer?. Et solstrejf brød dog gennem de mørke skyer over Tyskland i går. Eksporten er steget med 10,9 procent i forhold til september sidste år, mens importen kun voksede med 3,6 procent.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø