Sikkerhedskoncernen Group 4 Falck har fået de engelske myndigheders ja til at overtage den amerikanske sikkerhedskoncern Wackenhut. Group 4 Falck bliver dermed den største private fængselskoncern i Storbritannien. I Danmark er Group 4 Falck bedst kendt under navnet Falck, som kører ambulancer og slukker brande. Ikke konkurrenceforvridende Men i udlandet er selskabet en af verdens største sikkerhedskoncerner, der bl.a. har vægtertjeneste, bevogter militæranlæg og ejer fængsler i en række lande, bl.a. i Storbritannien. Tidligere i år overtog Group 4 Falck den amerikanske Wackenhut-koncern. Med købet fulgte 50 procent af aktierne i det britiske fængselsfirma Premier, der ejer og driver fængsler og asylcentre i Storbritannien. Siden har de engelske konkurrencemyndigheder vurderet, om Group 4 Falck med overtagelsen af Wackenhuts andel i Premier satte sig på for stor en del af markedet, men tirsdag fik Falck myndighedernes accept.
Falcks opkøb af Wackenhut får o.k. fra england
Lyt til artiklen