Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

EU giver grønt lys for miljørigtige indkøb

Lyt til artiklen

Kommuner og andre offentlige myndigheder kan uden at få bøvl med EU-reglerne stille skrappe miljøkrav, når de sender indkøb, service eller anlægsarbejder i licitation. Det fastslår EF-domstolen i en dom, der får både miljøorganisationer og fagforeninger til at juble. »Dommen er fantastisk positiv«, siger Helle Thorning-Schmidt (S), der i Europaparlamentet har kæmpet for en grønnere udbudspolitik. »Afgørelsen er helt utrolig vigtig. Den er helt på linje med vores opfattelse og det stik modsatte af den tolkning, kommissionen har haft«, erklærer kontorchef Merete Rasmussen fra Konkurrencestyrelsen, der vejleder kommunerne i EU's udbudsregler. Hun tør dog ikke give et bud på de konkrete konsekvenser af dommen i Danmark, før hun har studeret den i detaljer. Helsinki viste vejen med busser Dommen giver medhold til byrådet i den finske hovedstad Helsinki, der forbigik det billigste tilbud og overlod driften af byens busser til det mest miljøvenlige selskab. Og det er helt uangribeligt, fordi byrådet på forhånd havde meldt klart ud, at de ville tage hensyn til forureningen, fastslår dommerne. EU-kommissionen argumenterede under sagen for, at det kun er lovligt at tage miljøhensyn, hvis det er »en direkte økonomisk fordel« for udbyderen. Påstanden blev pure afvist af dommerne, der henviser til, at miljøet skal integreres i alle andre politikker - det omfatter også licitationer. Nederlaget til kommissionen har stor betydning, fordi det til daglig er den, der tilser, at udbudsreglerne overholdes i medlemslandene. Skrappe miljkøkriterier Det rokker ikke ved dommernes holdning, at det finske byråd opstillede så stramme miljøkriterier, at kun ganske få leverandører kunne modsvare dem. Ifølge det forurettede selskab, Concordia, var der reelt kun én eneste - nemlig det selskab, kommunen selv ejer. »Det er ikke i sig selv et brud på princippet om ligebehandling, at kun et lille antal leverandører, hvoraf en er ejet af udbyderen selv, kan overholde et af kriterierne«, fastslår dommen. Europaparlamentet og de 15 regeringer forhandler i øjeblikket om en ændring af de eksisterende udbudsregler - parlamentet foreslår, at udbyderne får langt større frihed til at stille miljøkrav. Det har både kommissionen og flertallet af regeringerne afvist, fordi de er overbevist om, at det ville være i strid med EU-traktaten. Men nu har domstolen altså givet grønt lys. Domstol underkendte kommission »Det er virkelig pinligt for dem (kommissionen og regeringerne, red.) De har vist sig mere konservative end selv den konservative domstol. Men jeg forventer da, at de nu vil ændre kurs og bygge parlamentets forslag ind«, siger Helle Thorning-Schmidt. Embedsmænd fra de 15 regeringer drøftede spørgsmålet hele onsdagen, men det var ikke muligt at få en kommentar fra formandskabet. Offentlige indkøb i EU har en samlet værdi på over 5.349 milliarder kroner om året, hvilket svarer til ca. 11 procent af EU's bruttonationalprodukt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her