Det gule murstenshus i Herlev var grimt og charmeforladt, da Ruben og Lise Rasmussen købte det. Og tyve år har det taget at få den rette atmosfære - med hjælp af en del nips og finurligheder. Da Ruben og Lise Rasmussen indrettede deres første hjem sammen for 40 år siden, var de enige om stilen - det skulle være antikke almuemøbler, og den lille toværelses lejlighed på 45 m2 blev møbleret med bornholmerur, skrivepult, hjørneskab, en gammel rok og en dragkiste fra 1795, der var så stor, at den næsten ikke kunne klemmes ind. Siden har de fået mere plads, tingene har de stadig, men ellers har de udviklet hver sin opfattelse af, hvordan den optimale indretning af deres hjem skulle være. Stod det til Ruben Rasmussen, ville de bo helt enkelt, med gamle malede møbler som hovedingrediens. Og gik det efter Lise Rasmussens hoved, skulle der være lyst, som i de stakke af boligblade og bøger hun har liggende, uden tunge mørke møbler og med en hel masse nips og finurligheder fra loppemarkeder. Og eftersom de har dét til fælles, at de holder af at omgive sig med de ting, som de nu bedst kan lide, har de efterhånden udviklet et kompromis, som de begge føler sig hjemme i. »Vi mødes lidt på midten. Jeg kan ikke male det hele lyst, og han kan ikke få det helt tjekket, som han gerne ville. Og siden jeg er her mest, og indretning ligesom er blevet mit liv, har han fundet sig i min måde, så længe det ikke bliver for meget. Han siger til, når han synes, at det tager overhånd, og så holder jeg lidt igen. Vores børn siger også tit : Arh mor, nu er det for meget, når de kommer, og jeg har lavet noget nyt«, fortæller Lise Rasmussen og morer sig ved tanken. Hvad andre måtte mene om hendes måde at indrette på, lader ikke til at anfægte hende det mindste. Så længe hun selv kan holde det hele rent, kan det ikke være for meget, mener hun. Et par allierede har hun da også, for børnebørnene på 8 og 5 år er enige med hende i, at ting og sager kan man aldrig få for mange af, og de deltager gerne i at pynte op og flytte rundt på det hele. »Vi hygger os meget med det. Jeg kan godt lide at lege med indretning, og det kan de også«. FORKERT RUMFORDELING Huset købte de i 1981, og dengang var det, ifølge Lise Rasmussen, helt uden sjæl og den charme, som deres store herskabslejlighed i København bød på. Men flytte skulle de, for en kraftig astma gjorde, at hun havde brug for at komme ud af byen og væk fra trapperne til 4. sal. Desuden var prisen passende, de havde en del venner i området, og da der skulle træffes en hurtig beslutning, slog de til og købte det gule murstenshus i Herlev, som Lise Rasmussen beskriver som så grimt, at ejendomsmægleren havde valgt kun at vise billeder af det indefra i annoncen. »Det var lige linjer overalt, både udenfor og indenfor. I haven var der intet, kun en græsplæne og en stribe jord hele vejen rundt langs hækken. Og huset er vendt forkert, så badeværelse og soveværelse ligger mod syd og ud mod baghaven, mens stue og køkken ligger mørkt på siderne af huset«, forklarer hun. Huset på 145 m2 er fra 1948, og der er bygget til undervejs, hvilket sandsynligvis er det, der har medført den utraditionelle rumfordeling. Budgettet, som baserede sig på én indtægt, lagde ikke op til de store ændringer, slet ikke når alle vinduer skulle skiftes ud inden for nærmeste fremtid, så for at få mere lys ind i huset nøjedes de med at skifte et lillebitte vindue i køkkenet ud med et stort. Og i stedet for en bobbel, som sad i badeværelsesloftet, bankede de hul i muren ud mod haven og satte et vindue i her. ET LANGSTRAKT PROJEKT Først efter 6-7 år kom den ombygning, som for Lise Rasmussen vedkommende gjorde udslaget og fik hende til at føle sig helt tilpas i huset. Køkkenet blev sat i stand. Køkkenelementerne, det brune linoleum på gulvet og de brune fliser på væggen blev skiftet ud med lysere udgaver, og samtidig blev en del af væggen mellem køkken og stue revet ned, så der kom en halvvæg mellem de to rum. På den måde blev begge rum lysere, fordi der nu kom lys ind fra to sider. Det hjalp også, at den nøgne gårdsplads uden for køkkenvinduet, hvor der tidligere havde stået cykler, efterhånden groede til i efeu, og at den blev omdannet til foderplads for fugle og til siddeplads i morgensolen. Også haven begyndte at tage form, og en dag fik de et drivhus foræret, og det støbte de et fundament til, forsynede med fliser i bunden og fik indrettet som lysthus, og det hjalp også. »Det har taget 20 år at give huset sjæl. I starten var det virkeligt svært for mig, for jeg har altid været vant til miljø og atmosfære der, hvor jeg har boet. Jeg er vokset op i et 400 år gammelt fiskerhus ved stranden i Kerteminde. Min mor bor der stadig, det er et af de få fiskerhuse, som er bevaret i den gamle stil med lerklinede vægge«. Men med en opera på - i dag La Boheme - levende lys rundt omkring i haven i skumringen, når de mange lanterner derude bliver tændt, og et drivhus at sætte sig ud og se på stjerner i om aftenen, er der nu heller ikke værst her.