Tøjkonge klemt fra alle sider

Tøjfirmaet Carli Grys stifter, Klaus Helmersen, er ude i problemer. - Arkivfoto: Jakob Carlsen
Tøjfirmaet Carli Grys stifter, Klaus Helmersen, er ude i problemer. - Arkivfoto: Jakob Carlsen
Lyt til artiklen

Tøjkongen Klaus Helmersen fyrede mandag sin direktør Jens Skjold Kristiansen med øjeblikkelig virkning. Dermed blev Skjold Kristiansen gjort eneansvarlig for mislykkede milliardinvesteringer i USA, som har bragt Helmersens koncern, St. Frederikslund, i alvorlige problemer. Det erkendte Klaus Helmersen mandag i en usædvanlig pressemeddelelse, som ikke var forsynet med nogen underskrift, men blot St. Frederikslunds brevhoved. »Investeringerne i USA har været styret og alene håndteret af tidligere koncerndirektør Jens Skjold Kristiansen. Når det nævnes 'tidligere', skyldtes det, at det foreløbige undersøgelsesarbejde i den sidste uge har afsløret sådanne forsømmelser og undladelser af at følge op på forhold, at al tillid i koncernen til Jens Skjold Kristiansen er forsvundet«, hedder det i pressemeddelelsen. Det var mandag ikke muligt at få en kommentar fra nogen i St. Frederiklund-gruppen, hvor Klaus Helmersen og hans kone, Hanne, nu sidder alene tilbage i bestyrelsen. Investeringseventyr Helmersens investeringseventyr i USA begyndte i 1998, men først inden for de seneste par uger er det gået op for tøjmilliardæren, at milliardinvesteringen var bundet i USA og ikke kunne trækkes hjem som likvider til danske pengeinstitutter. Det får konsekvenser for resten af Helmersens forretningsimperium, der omfatter rederier, vindmøller og ejendomme. Indtjening i fare »Den opståede og nu begrundede frygt for, at hele indtjeningen i USA hviler på et fiktivt grundlag har nødvendiggjort en total revurdering af St. Frederikslunds situation«, konkluderer Helmersen i pressemeddelelsen og varsler en juridisk og økonomisk undersøgelse af forholdene i USA. For blot et halvt år siden offentliggjorde St. Frederikslund et overskud på næsten 650 millioner kroner for 2000, men i bemærkningerne til regnskabet står der om den stigende uro på det amerikanske værdipapirmarked, at »dette medfører en højere risiko, men samtidig nye muligheder«. 2001 har imidlertid været et skidt år for investeringer og blev ualmindeligt skidt efter terrorangrebet i USA 11. september. Ikke meget trøst Der er ikke meget trøst at hente for Klaus Helmersen på andre fronter. Carli Grys tidligere hovedsæde Danstruplund har Klaus Helmersen i månedsvis forsøgt at sælge for 55 millioner kroner, men endnu har ingen købere meldt sig. Klaus Helmersens tøjfirma, Garli Gry, blev i foråret fusioneret med konkurrenten Inwear og fik navnet IC Companys. Da IC Companys mandag kaldte til sin første generalforsamling i det nybyggede hotel Marriot på Københavns havnefront, betegnede bestyrelsesformand Steen Rasborg den første tid i det nyfusionerede firma »som et meget udfordrende år for alle«. Klaus Helmersen deltog ikke i generalforsamlingen. Årets resultat blev et underskud på 188 millioner kroner. Der bliver ikke noget udbytte til aktionærerne, hvor Klaus Helmersen gennem St. Frederikslund ejer mere end otte procent af aktierne. De danske bankforbindelser - Danske Bank, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, Amagerbanken, Finansbanken, Midtbank, Nykredit og tysk LB Kiel - er blevet orienteret om krisen hos Helmersen. Milliardgæld Det seneste årsregnskab afslører, at Helmersen har oparbejdet en kortfristet gæld overvejende til banker på 2,3 milliarder kroner. Den samlede gæld i koncernen løber op i over fire milliarder kroner. Bankerne står reelt med to muligheder. De kan enten gøre boet op og konstatere deres tab eller prøve at styre St. Frederikslund-gruppen gennem krisen og håbe på, at de amerikanske værdipapirer med tiden vil stige. St. Frederikslund har sammen med Sjælsø Gruppen købt TV-Byen og Radiohuset, som Danmark Radio skal forlade, når et nyt mediehus er klar i Ørestaden. De to investorer bygger også på den gamle sojakagefabriks grund på Islands Brygge. Processen fortsætter Partneren i Sjælsø Gruppen understregede mandag, at de fælles projekter Mørkhøj Projektudvikling A/S og Havnestad Syd A/S fortsætter uanfægtet af Helmersens vanskeligheder. »Hele ansvaret for den praktiske projektudvikling og den efterfølgende gennemførelse af projekterne ligger fortsat i Sjælsø Gruppen. Processerne vil derfor fortsætte uændret,« oplyser direktør i Sjælsø Gruppen, Flemming Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her