Milliard fra DSB skal forbedre jernbanerne

Lyt til artiklen

Jernbanerne er så nedslidte, at både Socialdemokratiets og de radikales trafikpolitikere vil bruge en milliard kroner fra DSB's overskud på reparation af skinnerne. DSB har selv i et brev til trafikministeren tilbudt ekstraordinært at bruge en milliard kroner af sit overskud på bedre skinner. Og den idé er regeringspartierne altså med på, så der tegner sig et flertal, da SF og Enhedslisten allerede har tilkendegivet, at de synes om tankegangen. »Når der er overskud hos DSB, så er det da en interessant tanke at bruge pengene på selve jernbanen. Der skal gøres noget ved skinnerne. Banestyrelsen har fundet ud af, at tilstanden på skinnenettet er ringere, end man troede«, siger jernbaneordfører Søren Hansen (S). Han er valgt i Slagelse og rejser ofte med tog til den sjællandske købstad. For nogle år siden blev Banestyrelsen skilt ud fra DSB. Banestyrelsen skal så stå for vedligeholdelse, anlæg og modernisering af det danske skinnenet, mens DSB lejer sig ind på jernbanen. Det er imidlertid vanskeligt at skelne skarpt mellem DSB og Banestyrelsen, mener den radikale trafikordfører Vibeke Peschardt. »Jeg er helt med på DSBs idé. Jeg har en lang ønskeseddel med blandt andet forbedringer af nordvestbanen til Kalundborg og sydbanen mod Næstved. Der er mange pendlere på de strækninger. Og vi skal gøre noget for pendlerne, hvor banen kan trække endnu flere til, og vi kan få folk ud af bilerne«, siger Vibeke Peschardt, der nybagt formand for Folketingets Trafikudvalg. Hun afløser Arne Melchior, der har forladt CD's gruppe. DSB styrer mod et overskud på 1,4 milliard kroner i år og et lignende de følgende år. Derfor har DSB-bestyrelsen foreslået at bruge en milliard kroner af overskuddet over de næste tre år på at forbedre skinner. Banestyrelsen har netop meddelt trafikministeren, at skinnerne har det værre end antaget i 1999. Dengang blev der sat 2,5 milliarder kroner ekstra af til et kvalitetsløft for jernbanen i et femårigt forlig mellem regering og venstrefløj. Togene må i øjeblikket nedsætte hastigheden på dobbelt så mange strækninger som for to år siden, oplyser Banestyrelsen i sin statusrapport fra august. Styrelsen forventer 22.000 fejl i sikringsanlæg i år, hvilket er 2.000 flere end sidste år. Når der opstår fejl i sikringsanlæg, viser de rødt, så togene stopper, og køreplanen skrider til irritation for passagererne. Skinnenettet har en gennemsnitsalder på 23 år med en forventet levetid på 35 til 40 år, mens sikringsanlæggene typisk er 28 år gamle og tæt på pensionsalderen. På den baggrund lægger Vibeke Peschardt stor vægt på, at DSB's overskud ikke bliver brugt på andre ting end kollektiv trafik. »Det er en del af et velfærdssamfund at have en ordentlig kollektiv trafik. Og jo bedre den er, jo bedre for CO2-udslippet og befolkningen«, siger Vibeke Peschardt. Socialdemokraterne vil ikke lægge sig fast på, hvor meget og hvornår der skal gå penge fra DSB til Banestyrelsen. »Det vil være naturligt, at der sker noget nu, hvor vi skal genforhandle jernbaneaftalen, men jeg vil ikke låse mig fast på beløb og tidspunkter«, siger Søren Hansen. Trafikminister Jacob Buksti (S) ønsker ikke at kommentere DSB's forslag, før genforhandlingen om jernbaneaftalen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her