Teleselskaber jagter teenagere

Teleselskaber vil lokke penge ud af teenagere. - Foto: Finn Frandsen
Teleselskaber vil lokke penge ud af teenagere. - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Politiken onsdag: De seneste uger har telefonselskaberne kastet sig over et nyt millionmarked blandt teenagerne. Lige nu jagter Danmarks to største teleselskaber TDC og Sonofon teenagere med annoncer: For kun 10 kroner stykket kan de unge ved at taste lidt på mobiltelefonerne hente en ny popsmart ringetone med DJ Ötzi eller billeder af Britney Spears ned på mobiltelefonen. Forbrugerrådet er betænkelig over, at de to største teleselskaber går direkte efter at tjene penge over teenagernes telefonregninger. »Det er principielt betænkeligt, at forbrugerne skal betale over telefonregningen, fordi abonnementsaftalerne siger, at forbrugerne hæfter for alt forbrug over telefonregningen«, siger Anders Hjorth Jensen, konsulent i Forbrugerrådet. Han peger på, at der meget let går mode blandt de unge i skolegården om at have de rigtige ringetoner på deres mobiltelefoner. Også teleanalytikeren Torben Rune fra konsulentvirksomheden Netplan mener, at det er stærkt problematisk, at teleselskaberne markedsfører ringetoner over for så ung en målgruppe. »De unge har meget svært ved at vurdere det rimelige i, at en ringetone koster ti kroner og har svært ved at overskue, om de kan få dem billigere hos andre«, siger Torben Rune. Ikke et etisk problem TDCs koncernchef Henning Dyremose mener ikke, at TDC har et etisk problem ved at gå målrettet efter de helt unge. »Vi har stor forståelse for problemet, men vi skelner mellem børn og voksne. Hvis man skal have et abonnement hos os, så skal man være myndig eller også skal forældrene godkende det. Det er forældrenes ansvar at finde ud af, hvor mange penge deres børn skal have lov at bruge«, siger Henning Dyremose. Han peger på, at forældrene kan købe et taletidskort med et maksimalt forbrug. Forældrene kan også få sat en overgrænse for forbruget eller få lukket for de nye tjenester. Desuden får kunder gratis besked, hvis forbruget lige pludselig stiger voldsomt. Den potentielle gevinst på teenagerne ligger i millionklassen. Sonofons topchef Ulrik Bülow oplyser, at markedet for den slags teletjenester efter bare et år er oppe på 100 millioner om året. Analysechef i investeringsbanken Enskilda Securities Kenneth Graversen mener, at teleselskaberne står over for at tjene rigtig mange penge på det nye marked. Han mener, at det stort set ikke koster noget at producere de nye teletjenester. »Samtlige af de 10 kr., man betaler for en ringetone eller et billede, ryger lige ned i lommen på operatørerne«, siger Kenneth Graversen. Det er erfaringen fra det japanske teleselskab DoCoMo, der har formået at tjene stort på at sælge den slags til deres kunder. »Da vi hørte hvordan det gik for japanerne, så fik vi alle julelys i øjnene«, siger Kenneth Graversen. Han mener, at det er den vækst, der skal betale for de store investeringer, som teleselskaberne skal foretage i den nye generation af mobiltelefoni også kaldet UMTS. Stor fortjeneste En ny rapport fra Enskilda Securities skønner, at der er en fortjeneste på op til 90 procent på at sælge disse produkter, der sendes over nettet som - Short Message Service eller SMS - til mobiltelefoner. Ulrik Bülow mener dog ikke, at teleselskaberne står til at score den store gevinst. Sammen med Henning Dyremose peger han på, at konkurrencen på markedet vil sætte prisen for, hvad forbrugerne vil betale for de nye tjenester. Ulrik Bülow mener også, at fortjenesten bliver mindre end forventet, fordi man hele tiden er nødt til at udvikle nye produkter, der følger moden blandt kunderne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her