Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Kina er klar til at indtræde i organisation for verdenshandel

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Efter 15 års vanskelige forhandlinger er Kina klar til at træde ind i Verdenshandelsorganisationen WTO. Den nyhed har tændt julelys i øjnene på vestlige erhvervsfolk med drømme om at indtage det kinesiske marked og givet Kinas ledere udsigt til massive investeringer, der kan sætte gang i landets udvikling. Men Kinas optagelse får samtidig store konsekvenser for WTOs fremtid. En højtstående WTO-embedsmand sagde i går aftes, at man har opnået et afgørende gennembrud i forhandlingerne, og at Kina kan indtræde i verdenshandelsorganisationen meget snart. »Jeg tror, at vi trygt kan sige, at vi vil afslutte denne proces i en meget nær fremtid«, sagde embedsmanden, Pierre-Louis Girard. Der er endnu ikke sat dato på Kinas indtræden, men diplomater vurderer, at der kan gå adskillige måneder med at færdiggøre de nødvendige dokumenter. Delte meninger Det er nemt at få øje på de økonomiske muligheder for såvel Kina som dets handelspartnere i WTO, men der er delte meninger om de politiske og administrative konsekvenser af kinesernes optagelse. Christian Friis Bach, lektor ved Landbohøjskolen og en af Danmarks førende eksperter i international økonomi, mener alt i alt, at Kinas optagelse i WTO er historisk og en stor gevinst for det internationale samfund. »Ved at binde Kina til disse aftaler om handel påvirker man også den politiske udvikling, både internationalt og i selve Kina. Dermed tilføjes WTO den gode vision, som man kender fra eksempelvis EU: At få landene til at arbejde sammen i stedet for at gå i krig med hinanden«, siger han. Stærkt ansporet af diverse interesseorganisationer har blandt andre Danmark, Sverige og andre EU-lande med ringe held arbejdet for, at WTO, der i dag har 141 medlemslande, skulle være forum for andre emner end handel og økonomi. På WTO-topmødet i Seattle lykkedes det ikke at nå til enighed om, at organisationen skal udstikke retningslinier for miljøbeskyttelse og arbejdstagerrettigheder. Og med optagelsen af Kina vil den proces blive forsinket i mindst 10 år, vurderer Christian Friis Bach: »Kina har meget klart signaleret, at det ikke kommer på tale at indrage emner som arbejdstagerrettigheder, miljø og menneskerettigheder i WTO- samarbejdet. Kina er en hæmsko i den proces, som nu er udskudt i 10-20 år«, siger han. En rapport, der sidste år blev udarbejdet for Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECD, forudser, at Kina i værste fald kan blive en havkat i WTOs hyttefad: »Handelsmæssig integration kan medføre mange fordele, for så vidt at den kinesiske økonomi er i stand til at tilpasse sig og udnytte de nye komparative fordele, som en liberalisering af handlen giver«, hedder det i rapporten. »Men hvis Kina indtager defensive eller modstridende holdninger i stedet for at gribe de nye muligheder, så bliver tilpasningen mere langvarig og besværlig. Det kan medføre stærke interregionale uoverensstemmelser, som kan forstærke eksisterende politiske spændinger«, lyder det videre. Skal slippe kontrollen Efter optagelsen i WTO bliver en af de store udfordringer for Kina selv at slippe noget af kontrollen med hjemmemarkedet, som regeringen i Beijing hidtil har vogtet nidkært over. Den udfordring er kineserne tilsyneladende klar til at gribe. »Globaliseringen er et tveægget sværd«, sagde Kinas præsident, Jiang Zemin, tidligere på ugen. »For et udviklingsland betyder den både muligheder og risici«, sagde præsidenten og understregede, at Kina vil fortsætte med at åbne op over for omverdenen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her