Landmand afkræves halv million for mærkning af dyr

Lyt til artiklen

Politiet har præsenteret gårdejer Jørgen Christensen fra Læborg ved Vejen for en regning på ikke mindre end 547.000 kroner for tvangsmærkning af gårdejerens 181 kreaturer. »Regningen dækker de udgifter, der har været til indfangning, transport, staldleje og fodring af dyrene, samt den arbejdsløn, der har været i forbindelse med arbejdet, forklarer Ribes politimester, Mogens Osborg. Politimesteren fortæller samtidig, at forplejningen til de mennesker, der har stået for indfangningen og udgifter til møder og lignende afholdes for statens regning, ligesom politiet har arbejdet gratis. Med regningen på mere end en halv million kroner skød politimesteren ikke helt forkert, da han i fogedretten bebudede, at regningen for en tvangsmærkning ville blive på flere hundredetusinde kroner, som nu forsøges inddraget hos ejeren af dyrene. »Vi har sendt regningen til Jørgen Christensen sammen med et girokort og en følgeskrivelse, og vi er selvfølgelig indforstået med, at der kan laves en afdragsordning«, siger Mogens Osborg, der venter spændt på reaktionen fra gårdejeren, som ikke har meget sympati for politiet. 20 dages frist Foreløbig har gårdejeren fået 20 dage til at reagere. Sker det ikke, vil politiet forsøge at få udlæg i ejendommen, og det kan i sidste ende med, at gården ender på en tvangsauktion. Gennem en årrække har gårdejeren og politiet kørt en intern kamp om den lovpligtige mærkning af dyrene, men på et tidspunkt blev det politiet og myndighederne for meget. Med fogedens billigelse blev der sagt ja til, at der med politiets mellemkomst kunne tages fat på tvangsmærkning af de 181 kreaturer, der gik rundt på marken. Det uafklarede spørgsmål er nu, hvordan Jørgen Christensen vil takle den fremtidige øremærkning og registrering af dyrene. Nye kalve skal nemlig også mærkes. Besætningen er efter tvangsmærkningen blevet frigivet, så Jørgen Christensen vil kunne vælge at sælge dyrene, eventuelt til slagteriet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her