R vil sikre LO-medlemmers nej til partistøtte

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Selv om Olsen stemmer konservativt og Jensen kristeligt, risikerer begge at støtte Socialdemokratiet, hvis de er medlem af en fagforening under LO. Også hvis de er blandt de 90.000 medlemmer, der har meldt den direkte partistøtte fra. Det kan ikke være rimeligt, mener de radikale, der truer med at stramme loven og måske endda forbyde eksklusivaftaler, hvis fagforeningerne ignorerer medlemmernes nej til at støtte politiske partier. Moralsk pligt »Fagforeningerne er moralsk forpligtede til at respektere deres medlemmers ønske om ikke at støtte noget parti. Jeg synes, det er forkasteligt og et brud på lovens ånd, hvis det ikke sker og vil gerne se dem ændre attitude omgående. Ellers må vi ændre lovgivningen«, siger den radikale arbejdsmarkedsordfører Anders Samuelsen. I sidste uge erklærede såvel HK som Metal og SiD i Århus, at de gerne bruger af foreningens opsparing til under valgkampe at sprede politiske budskaber og dermed støtte typisk Socialdemokratiet eller SF. Og at de ikke kan se noget galt i det. Samtidig afviste statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) enhver kritik af reglerne med henvisning til, at foreningsfriheden lader det være op til fagforeningerne selv at bestemme, hvad de vil bruge deres penge til. Men det er Anders Samuelsen ikke enig med ham i. »Når vi har indført en regel om, at det skal være muligt at melde partistøtten fra, må vi sikre, at den bliver fulgt. Medlemmernes fagforeningskontingent skal hverken direkte eller indirekte gå til Socialdemokratiet, hvis de har frabedt sig det«, siger Samuelsen. Han forestiller sig, at man om nødvendigt kunne lade medlemmerne melde partistøtten til i stedet for fra og samtidig sætte kontingentet ned for dem, der ikke ønsker at betale til et parti. Brug for oprydning »Hjælper det ikke, må man forbyde de eksklusivaftaler, der tvinger visse lønmodtagere ind i bestemte fagforeninger«, mener han. Den holdning bliver bakket solidt op af hele den borgerlige fløj. Fingrene klør hos både de konservative, CD, Kristeligt Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti for at gøre noget ved den tvungne partistøtte. »Fagforeningerne trænger til at få ryddet op i egne rækker. Det er helt uacceptabelt at bruge medlemmernes penge til politiske formål, når de klart har udtrykt ønske om det modsatte«, siger Knud Erik Kirkegaard, konservativ arbejdsmarkedsordfører. Venter med indgreb Han og fløjfællerne kan dog ikke stille noget op, så længe de radikale ikke er med til at danne flertal for et indgreb. Og det lille regeringsparti vil afprøve effekten af et moralsk pres på fagforeningerne, før de griber ind ad lovgivningens vej. »Det virker måske naivt, men fagforeningerne skal have chancen for selv at rette ind. Det burde ikke være nødvendigt, og jeg vil meget gerne undgå at ændre loven. Men det er altså helt op til fagforeningerne«, siger Anders Samuelsen. Han mener ikke, at socialdemokraterne med anstændigheden i behold kan undlade at bakke op om et indgreb, hvis lønmodtagere også i fremtiden bliver tvunget til at betale til politiske partier gennem fagforeningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her