Et fremtrædende medlem af Skatterådet langer nu kraftigt ud efter bankernes smøl med oplysninger om milliardoverførsler fra Danmark til skattely i udlandet.
Kritikken kommer, efter at helt nye tal fra Skat dokumenterer, at over 1.000 milliarder kroner har været sendt frem og tilbage mellem Danmark og 55 skattelylande.
Professor Bent Greve, der er medlem af Skatterådet, kan ikke forstå, at myndighederne skulle vente et helt år, før bankerne tog sig sammen til at overføre oplysninger om pengeoverførslerne.
»Jeg har stærkt undret mig over, at man ikke bare ville komme med oplysningerne med det samme. Jeg synes faktisk, de har haft en samfundspligt til at gøre det omgående«, siger Bent Greve.
Modvilje i bankverdenen
Skatterådet pålagde i maj 2009 bankerne at frigive oplysninger om overførsler fra privatpersoner og virksomheder til skattely andre steder i verden.
LÆS ARTIKEL
1.000 milliarder kroner kan være sendt i skattelyMen pålægget blev tydeligvis modtaget med modvilje i bankverdenen.
»Det kan man roligt sige. Det tog et år«, siger Bent Greve.
»Det bør ikke tage et år i den danske pengeverden, der i øvrigt er så it-baseret, at man kan føre enorme mængder af penge rundt i verden på et splitsekund mellem konti«, siger han.
Også undren i Skat
Afdelingschef Preben Buchholtz Hansen fra Skats enhed for økonomisk kriminalitet havde også gerne set, at det var gået hurtigere med at få bankerne til at hoste op med oplysningerne om overførslerne til de udenlandske skattely.
LÆS
Jagten på skattesnydere vil tage årevis»Det har skatteministeren jo også tidligere kritiseret. Desværre tog det 10 måneder, men nu har vi heldigvis fået oplysningerne«, siger Preben Buchholtz Hansen.
Det er en tynd forklaring
Pålæg fra Skatterådet skal følges, men bankerne har forklaret deres langmodighed med, at de ville vente på en udtalelse fra Kammeradvokaten om lovgrundlaget.
Men det er en tynd forklaring, mener professor Bent Greve
»Det er en dårlig undskyldning, man er kommet med. Al logik må tilsige, at når vi giver det her pålæg, så er det ikke noget, vi gør for sjov. Så er det fordi, at man har nogle erfaringer for, at der er noget at komme efter«, siger han.
Hvorfor tror du, at der var modstand mod at afgive oplysningerne?
»Man kan selvfølgelig have sin mistanke om, at de gerne ville beskytte nogle, men det er ikke noget, man kan dokumentere«, siger Bent Greve.
LÆS Skat: Lille del af overførsler til skattely er svindel
»Det er i alles interesse at undgå den mistanke, der er om, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er. Der er jo ingen, der er i tvivl om, at der både er lovlige og ulovlige ting i det her«, siger Bent Greve.




























