Hvis du lige straks skal på efterløn, er du sandsynligvis oftere syg end dine jævnaldrende kolleger, som bliver i jobbet. Folk på vej på efterløn får 70 procent flere sygedagpenge i året inden deres otium end folk på samme alder, der ikke går på efterløn.
Det viser en analyse, som LO har foretaget på tal fra regeringens eget DREAM-register. Efterlønnerne er sammenlignet med en kontrolgruppe, der udelukkende adskiller sig ved ikke at være på vej på efterløn.
Statsministeren har uret
»Der er ingen tvivl: Dem, der går på efterløn, har markant højere sygelighed, og det er specielt i perioden lige inden, de går på efterløn. Det er ikke bare en gradsforskel – det er signifikant højere«, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der er professor ved Aalborg Universitet.
Han vurderer, at analysen dermed punkterer statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) påstand fra nytårstalen om, at »langt de fleste efterlønnere hverken er mere eller mindre syge end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet«.




























