Det er en myte, at baggrunden for efterlønsordningen var den store ungdomsarbejdsløshed, vi havde i halvfjerdserne. Den sande årsag var den reelle nedslidning af og tidlige død hos medlemmerne af det daværende Arbejdsmandsforbund, nu 3F. Som konsulent i Arbejdsmandsforbundet gennemførte jeg i 1973 en omfattende undersøgelse i forbundets 344 lokalafdelinger vedrørende medlemmernes tidlige afgang eller død inden deres normale pensionsalder. Siden deltog jeg i de indledende forhandlinger omkring en fremtidig efterlønsordning. Undersøgelsen viste, at ud af de 254.000 medlemmer var der 200, der hver måned gik på invalide- eller førtidspension, og 125-130, som hver måned døde, inden de fyldte 67 år. Afgangen fra de enkelte afdelinger som følge af nedslidning, sygdom og død lå på ca. 5 pct. og i en enkelt afdeling 14 pct. på årsplan. Det var med denne viden, at Arbejdsmandsforbundet i 1974 rettede en henvendelse til Anker Jørgensen-regeringen vedrørende etablering af det, der senere kom til at hedde efterlønsordningen. Formålet var dels at forsøge at forebygge nedslidningen eller i hvert fald at begrænse den, dels at forsøge at skabe en helbredsmæssig ligestilling mellem grupper af hårdt fysisk arbejdende og den del af lønmodtagere, der havde haft et væsentligt mindre belastende arbejdsliv. At der blandt den sidste gruppe er mange med længerevarende uddannelser og dermed en generel kortere tid på arbejdsmarkedet end de ikke faglærte grupper, gør ikke uligheden mindre – når den helbredsmæssige regning skal gøres op ved pensionsalderen. Oprindelig gik forslaget fra Arbejdsmandsforbundet ud på, at ordningen kun skulle gælde for 15 udvalgte faggrupper eller brancher. Disse brancher var dels udvalgt på baggrund af vore egne undersøgelser, dels på baggrund af de temmelig omfattende arbejdsmiljøundersøgelser, der på daværende tidspunkt forelå. Kort fortalt ville arbejdsgiverne og med dem de borgerlige partier ikke acceptere, at ansvaret og behovet for en efterlønsordning reelt kunne placeres hos virksomhederne, der jo havde ansvaret for det dårlige arbejdsmiljø, de mange arbejdsulykker, erhvervsbetingede sygdomme og nedslidning. Derfor blev den egentlige årsag nedtonet til fordel for at motivere virksomhederne til at ansætte en ung arbejdsløs, når en af de ældre gik på efterløn. Hos socialdemokraterne havde man det sådan, at det var lige meget, hvilken farve katten havde, når bare den fangede mus, og sådan var det også i Arbejdsmandsforbundet.
For at gå med til en efterlønsordning ville de borgerlige partier og ikke mindst de radikale ydermere have, at ordningen skulle gælde for alle og ikke kun for de af os udpegede faggrupper. Det er måske dér, miseren ligger i dag. Vi var allerede dengang bevidste om, at en sådan åbning – på lang sigt – kunne give problemer. Nu vil mange tænke, at det er meget godt, men det er jo over 30 år siden, at efterlønnen blev indført, og den teknologiske udvikling med de mange nye hjælpemidler har vel afhjulpet de værste fysiske udfordringer og dermed nedslidningen. Det er kun delvis sandt – ikke mindst arbejdstempoet er blevet væsentligt øget, færre ansatte yder mere i dag end dengang. Lad os eksempelvis tage en murer. Han har i sit daglige arbejde på akkord fat i mellem 500 til 700 mursten pr. dag. De vejer i gennemsnit 2,6 kg. pr. stk. På en arbejdsdag bliver det til et sted mellem 1,3 ton til 1,8 ton, vel at mærke i belastende arbejdsstillinger. For murerarbejdsmanden, der skal passe op til flere muresvende og sikre, at de har sten og mørtel, er belastningerne væsentlig større. De samme arbejdsmiljømæssige eksempler, men bestående af andre stærkt nedslidende elementer kan gives om tømrerne, vvs-folkene, jord og beton, slagteriarbejderne, gartnerne, brolæggerne, plejepersonale, renovationsarbejder, kvinderne i fiskeindustrien m.m. Hvordan pokker kan nogen i deres vildeste fantasi tro, at sådanne grupper kan vedblive at være på et mere og mere tempo fyldt arbejdsmarked, når de er 70-71 eller 72 år. Jeg kan næsten ikke finde ord for, hvor usolidarisk det borgerlige Danmark er i gang med at opføre sig over for den del af befolkningen, der som følge af deres arbejde er blevet nedslidte, syge og dør tidligere end den mere veluddannede og velbjergede del af befolkningen. Når mellem 50 pct. og 68 pct. af nærings- og nydelsesmiddelarbejderne, 3F’erne, og medlemmerne af HK, Metal, FOA, Træ & Byg vælger at gå på efterløn, er det, fordi de er trætte, nedslidte og i mange tilfælde meget lidt funktionsdygtige. Et af de væsentligste goder, man har ved efterlønsordningen, er, at den enkelte har friheden til selv at beslutte, om man efter det fyldte 60. år vil gå på efterløn. Det er således en velfærdsmæssig rettighed, man vil fratage en gruppe lønmodtagere, der blandt andet har sørget for, at dit affald bliver hentet, at du får udbragt din post, at dine kloaker fungerer, at de ældre kan plejes, at du kan køre på gode asfalterede veje m.m. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at når efterlønsmuligheden falder bort, vil der naturligvis blive taget hånd om de nedslidte. Det kunne naturligvis hos den nedslidte renovationsarbejder få tankerne hen på, at så tænker statsministeren nok på at etablere en speciel ordning for nedslidte arbejdere. Det bliver jo spændende at høre, hvad statsministeren her har at byde på.
