Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Lettere at undgå dom for sexchikane

Lyt til artiklen

Et håndfast bevis og en krænket medarbejder er ikke længere nok til at få sin chef dømt for sexchikane. Derimod har de seneste sager fastslået, at bemærkninger som »har du fået for meget kølle« ikke fører til en dom for sexchikane. Og det er en klar ændring af tidligere retspraksis. Tvivl om sexchikane »Der er sket et holdningsskift. Vi ser en tendens til, at sager, som vi tidligere ville have vundet, taber vi, fordi dommerne sår tvivl om, hvorvidt der er tale om sexchikane. Beviserne er der, men de vurderes ikke som sexchikane«, siger Peter Breum, der er landets førende ekspert i sager om sexchikane. Et eksempel er en ung kvindelig ansat, der anlagde sag mod sin jævnaldrende chef, fordi han en morgen, da hun så træt ud, spurgte, om hun havde fået noget pik den nat. Men retten afviste, at der var tale om sexchikane. »Dommen er ret deprimerende set ud fra kvinders synspunkt. Det er, som om der er kommet en modreaktion, som sætter spørgsmålstegn ved, om vulgære bemærkninger er sexchikane. Men den lakmusprøve, man altid skal gøre sig, er, om det er okay, at der tales sådan til ens datter. Synes man ikke det, er der et eller andet galt«, siger Peter Breum. Grovere tone smitter Det er kun i sager om verbal sexchikane, at Peter Breum mener, at dommerne har ændret deres syn på, hvad sexchikane er. »Der ligger måske en opfattelse af, at man godt sige en hel masse vulgære ting. Hvis den tankegang går igen i den almindelige befolkning, tror jeg også, at det går ind og påvirker dommerne, der tænker, at det er den tidsånd, der er. Men humlen er, at alle skal vurderes individuelt og ikke ud fra tidsånden«. Fagforbundet HK, hvor næsten 300.000 kvinder er organiseret, er oprørt over dommene. »Hver eneste sag, der bliver ført, er en for meget. Det er et medlem, der er kommet i klemme og har det rigtig dårligt. Derfor undrer vi os over, hvorfor det lige nu fra domstolenes side ser ud til, at man skal acceptere chikane. Det er meget uheldigt«, siger Mette Kindberg, der er næstformand i HK. Hvordan ved man, at det ikke bare er kvinderne, der er blevet fintfølende?

»Antallet af sager er ikke steget. Før i tiden ville dommen falde ud til kvindens fordel. Derfor er det ikke kvinderne, der er blevet mere fintfølende. Det er domstolene, der har ændret sig. Følelsen af at blive krænket er den samme« siger Mette Kindberg. I strid med EU Dommernes nye praksis på området ser dog ikke ud til at få langvarig levetid. Et EU-direktiv, der skal være en del af dansk lov i 2005, indskærper, at verbal sexchikane er meget alvorligt. »Man kan simpelthen ikke få de her domme til at harmonere med direktivet. Det er kropumuligt. Derfor tror jeg, det vil ændre sig igen. Ellers ville det heller ikke stå særlig godt til«, siger advokat Peter Breum. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er ifølge Ritzau netop i gang med at forberede en lov om ligestilling, der præciserer, at chefer ikke må skabe et ubehageligt klima på arbejdspladsen ved at tale om sex.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her