Antallet af klager til Ligebehandlingsnævnet over uberettigede fyringer af ældre medarbejdere er steget eksplosivt de seneste år, og nævnet forventer at komme til at behandle endnu flere sager i de kommende måneder og år. Således er antallet af sager allerede i midten af juli i år over seks gange så højt, som det var i 2009, og næsten tre gange så højt som i hele 2010. Af de 32 sager, som allerede er færdigbehandlet i år, er der givet medhold til klagerne i 23, og afgørelserne viser, at boden for at diskriminere kan blive endog meget høj: Årets tilkendte erstatninger er på mellem 25.000 og 550.000 kroner. »Vi ser flere og flere af den slags sager, og jeg tror, det hænger sammen med, at flere bliver fyret, når det er krisetider, og at arbejdsgiverne måske har en tilbøjelighed til at fyre blandt de ældre medarbejdere«, siger specialkonsulent ved Ligebehandlingsnævnet, Susanne Fischer. LO: Kun toppen af isbjerget Hun vurderer, at der bag antallet af klager ligger et langt højere mørketal af medarbejdere, som bliver fyret, udelukkende fordi arbejdsgiveren mener, de er for gamle til deres job. »Der er helt sikkert et mørketal, og jeg vil egentlig tro, at vores sager tyder på et temmelig stort problem, hvor arbejdsgivere fyrer på grund af alder, men giver andre grunde til medarbejderen«, siger specialkonsulenten. Det er næstformand i LO, Lizette Bisgaard, helt enig i. Hun peger på, at langt flere sager end dem, som kommer for Ligebehandlingsnævnet, bliver afgjort i det fagretslige system og gennem retssager. »Tallene fra Ligebehandlingsnævnet er en markant stigning og viser kun toppen af isbjerget. Der er rigtig mange i den aldersgruppe, som bliver afskediget. Det modbeviser jo desværre, at der er det arbejdsmarked for den ældre del af arbejdsstyrken, som regeringen og andre siger findes«, siger LO-næstformanden. »Umiddelbart kan det jo lyde meget sympatisk, når arbejdsgivere siger, at de hellere vil afskedige den ældre medarbejder, som har opsparet pension og så videre, i stedet for den yngre med familie. Men man må altså ikke diskriminere på grund af alder, handikap eller andet«, siger Lizette Bisgaard. Piloter har fået erstatninger Medvirkende til stigningen i antallet af sager er sandsynligvis, at borgerne først på det senere er blevet klar over deres rettigheder. Forbuddet mod aldersbetingede fyringer kommer fra EU og blev først implementeret i dansk lovgivning i 2004. Blandt de første afgørelser var klager fra en gruppe af piloter, som blev fyret af SAS i slutningen af 2008. De har alle fået tilkendt store erstatninger, som flyselskabet indbragte for byretten, der stadfæstede afgørelsen. Nu verserer sagen i landsretten, og imens er der kommet endnu flere klager fra piloter, som alle har fået erstatning af nævnet. DA: Ingen diskrimination Hos Dansk Arbejdsgiverforening vurderer man, at den store stigning i antallet af sager skyldes, at der i det hele taget er mange afskedigelser i en krisetid. »Så er det klart, at der også bliver flere sager, fordi flere har interesse i at klage. Vi mener ikke, det danske arbejdsmarked diskriminerer ældre – tværtimod er vi et af de lande, hvor der er flest ældre medarbejdere i job«, siger underdirektør Steen Müntzberg hos Dansk Arbejdsgiverforening. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg skriver i en mail til Politiken, at hun er glad for, at borgerne har taget muligheden for at klage til sig. »Det store antal sager i nævnet er efter min opfattelse udtryk for, at borgerne dels er blevet opmærksomme på muligheden for at få behandlet en klage over forskelsbehandling i det administrative klagesystem. Og at borgerne i det hele taget er blevet mere opmærksomme på reglerne om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder«, skriver hun. Flere skal klage Ministeren håber, at Ligebehandlingsnævnets arbejde og mange afgørelser til fordel for borgerne vil være med til at lære arbejdsgiverne, at aldersdiskrimination ikke er i orden. »Regeringen er meget optaget af, at folk bliver længere tid på arbejdsmarkedet. De mange sager om fyring på grund af alder bekymrer mig derfor også. Det er min klare holdning, at det skal være kvalifikationerne og lysten til at arbejde – og ikke alderen – der er afgørende for, om man fortsætter på arbejdsmarkedet. Det er derfor også vigtigt at slå fast, at lovgivningen på det her område er helt klar«, skriver Inger Støjberg. Ligebehandlingsnævnet håber, at langt flere borgere vil klage, hvis de mener, at alder har haft indflydelse på deres afskedigelse. Alle kan gå til Ligebehandlingsnævnet, hvis de føler sig diskrimineret. Det tager op til ni måneder at få behandlet en kompliceret sag om aldersdiskrimination, men generelt ligger sagsbehandlingstiden på et halvt år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Dialogen er klasser over, hvad man er vant til
-
Klassiker kollapser totalt på Det Kongelige Teater
-
»Femtekolonnevirksomhed«: Grønlandsk partileder kritiseres for tæt kontakt med kontroversiel Trump-støtte
-
»Velkommen Mark – du er blandt venner her«: Europa tager imod nær ven midt i Trumps trusler
-
Da hun flyttede til Danmark, fik hun et skub. Nu er hun verdenskendt kunstner
-
»Jeg har kæmpet, siden Tilde blev født, og jeg har simpelthen ikke mere at give af«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























