Den offentlige lønmodtagerfond, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, bliver beskyldt for ikke at have levet op til sit aktionæransvar i Parken Sport & Entertainment.
Det sker i kølvandet på en række sigtelser, hvor tidligere og nuværende topfolk i det skandaleombruste sports- og underholdningsselskab står sigtet for alvorlige tilfælde af kursmanipulation. »Det er et godt eksempel på, hvordan de, der forvalter kapitals- og pensionsopsparingerne herhjemme, ikke altid gør det særlig ansvarligt. Det er jo meningen, at pensionskasser og lønmodtagerfonde skal passe på danskernes penge«, siger Morten W. Langer, chefredaktør for Økonomisk Ugebrev.




























