Danskerne kan med fordel lære at sige dobro posjalovat, før de husker huânyíng eller yôkoso;for første gang nogensinde er der i år flere russiske turister at sige velkommen til end både kinesiske og japanske. Udviklingen er sket på trods af, at landets officielle og statsstøttede turismeorganisation, Visit Denmark, i højere grad har vendt blikket og midlerne mod turisterne i Fjernøsten.
Lille interesse for russerne
»Dansk turisme har ikke interesseret sig for det russiske marked, selv om det potentielt er vores allerstørste nærmarked. København er bare to timer væk fra en befolkning, som har fået mange penge mellem hænderne og lyst til at bruge dem på at rejse«, siger Tue Ingemann Paarup, analysedirektør i tænketanken Tourism Intelligence Institute (TII).
I årets første fire måneder har der været 26.155 overnatninger fra Rusland, hvilket er en stigning på 27 procent i forhold til samme periode sidste år. Til sammenligning har der i årets første fire måneder været henholdsvis 19.590 og 26.152 overnatninger med et kinesisk og japansk pas i receptionen.
De nyrige russere lægger tiltrængt kapital i Danmarks fjerdestørste eksporterhverv, der de seneste år har befundet sig i en historisk krise. Som Politiken tidligere har beskrevet, har Danmark mistet voldsomt mange udenlandske turister, mens vore nabolande har tiltrukket flere.
Eksotiske Danmark
Rederiet DFDS har de seneste syv år gjort en aktiv indsats for at tiltrække turister fra vækstlandet mod øst. Selskabet har blandt andet allieret sig med russiske rejsearrangører, og investeringen giver nu pote. Mens der i hele 2004 blot var 400 russiske gæster på færgen mellem København og Oslo, forventer rederiet i år at servicere 25.000 russere – en stigning på 75 procent i forhold til sidste år.
Den massive interesse har fået DFDS til at trykke informationsfoldere på russisk, ligesom der er blevet ansat russisktalende servicepersonale.
»Russerne er tiltrukket af vores natur og vores kultur; slotte, herregårde og strand. Og vi oplever, at de rejser hertil over hele året. Russere har blandt andet en lang ferie i forbindelse med jul og nytår, og de lader sig ikke kyse af vejret, for de er vant til mere kulde hjemmefra«, siger Tommy Brink, international salgschef i DFDS.
2010 var i forvejen et rekordår med 64.571 overnatninger fra Rusland. Til sammenligning var der blot 78 overnatninger fra Rusland i 2004.
Danmarks Rejsebureau Forening oplever, at russerne anser Danmark for et eksotisk land at besøge. Eksotisk, fordi vi – i modsætning til dem – har trygge rammer, rene byer og badevand samt idylliske attraktioner som Tivoli og Legoland.
»Når vi skal markedsføre Danmark over for Rusland, skal vi på en måde genoptrykke plakaten med politimanden, der stopper trafikken for at hjælpe andefamilien over gaden. Danskere tager godt imod besøgende; her er fredeligt og rent vand i hanerne. De ting, som vi danskere tager for givet, er interessante og eksotiske for russerne«, siger direktør Lars Thykier. Privat mere end offentlig indsats





























