Den er kæmpestor i forvejen. Moskva er med sine 11,5 millioner indbyggere ikke alene Ruslands største by. Den er også en af Europas største og tættest befolkede byer.
Alligevel løber man snart tør for plads »til at begrave de døde«, hvis hovedstaden ikke bliver udvidet, lyder det kontant fra Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin. »Befolkningstætheden er to gange større end i London, Paris eller New York i områder, hvor udviklingsmulighederne er udtømt«, sagde Sobjanin ved præsentationen af en redningsplan. Fodboldhold måtte tage metroen Ifølge Sobjanin skal byens areal mere end fordobles – fra 107.000 til 251.000 hektar. I løbet af 8-10 år vil man bygge omkring 60 millioner kvadratmeter bolig og 45 millioner kvadratmeter administrative bygninger og flytte 2 millioner mennesker til de nye områder. Den samlede pris for projektet ventes at blive mindst 600 milliarder kroner.










