Et af verdens største flyselskaber, irske Ryanair, er på direkte konfrontationskurs med danske fagforeninger. Det står klart, efter at lavprisselskabet over for Politiken afviser enhver forhandling med fagforeningerne. Stridens kerne er den nye base, som Ryanair i disse dage er i fuld gang med at etablere i Billund Lufthavn, og som efter planen skal åbne om en måned – 23. marts. Ryanair har i en årrække fløjet til Billund, men med basen placerer selskabet mellem 80 og 100 piloter og kabinepersonale fast i den jyske lufthavn. Dermed kommer selskabets ansatte for første gang til direkte at bo og arbejde i Danmark. De danske fagforeninger vil imidlertid ikke acceptere den irske lavprisgigant i Billund, medmindre selskabet går med til at tegne en dansk overenskomst. Det krav afviser Ryanair blankt. »Da alle vores medarbejdere er ansatte på irske fly/territorium og på irske kontrakter, vil vi ikke gå ind i forhandlinger med irske, danske eller nogen anden fagforening«, skriver Stephen McNamara, kommunikationschef i Ryanair, i en mail til Politiken. Dermed tyder alt på, at Danmarks næststørste lufthavn i den kommende tid bliver scene for en styrkeprøve mellem det irske selskab og danske fagforeninger anført af 3F, der blandt andet organiserer de lufthavnsmedarbejdere, der skal stå for at tanke og betjene Ryanairs fly og passagerer i Billund. Ifølge Brian Lyst, formand for 3F i Varde-Billund, vil man ikke acceptere faste Ryanair-ansatte på irske kontrakter i Billund. »Vi vil ikke acceptere den her form for ansættelser. Sniger det sig ind, vil det sprede sig og undergrave forholdene andre steder«, siger han.
Kendt for skuffeselskaber
Holder Ryanair fast i sin modstand mod at indgå dansk overenskomst, er fagforeningerne klar til at bruge kontante metoder, forsikrer Brian Lyst.
»Der er helt lovlige midler i den danske model, som vi har mulighed for at bruge. Vi har mulighed for at konflikte på dem igennem vores organisationer og simpelthen sørge for, at de ikke kan få tanket, få forsyninger og håndteret bagage«, siger formanden og peger på, at andre danske lufthavne vil bakke op omkring blokaden:
»Vi kan få det støttet op af de andre lufthavne. Hvis Ryanair f.eks. kommer i det problem, at de ikke kan lande i Billund, og forsøger at lande i Aalborg eller København, vil flyene heller ikke blive rørt dér«, siger han.
Ryanair er kendt for at hyre sine ansatte ind gennem skuffeselskaber på løse kontrakter uden basale rettigheder og social sikring. Det er blandt andet den model, fagforeningerne nu frygter indført i Billund Lufthavn, oplyser Brian Lyst.
Ifølge Stephan McNamara vil Ryanair anvende kontraktansat personale også i Billund.
Billund Lufthavn ejes af fem jyske kommuner i området, blandt andet Horsens Kommune, der har socialdemokraten Jan Trøjborg som borgmester. Jan Trøjborg har ikke ønsket at kommentere sagen over for Politiken.
I Billund Lufthavn afviser lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen at blande sig i Ryanairs ansættelsesforhold.
»Jeg blander mig ikke i, hvordan vores kunder ansætter deres personale. Det har jeg hverken nogen adkomst til eller interesse i«, siger han.
Flere passagerer




























